MOD ØST

MOD ØST

På afveje...

dagbogPosted by Per Mouritsen Wed, August 25, 2010 16:23:32

d. 24. aug. 20:50

Åhh… min øjne er trætte… det har været en lang dag ”on the road”, og vi er nu nået til South Dakota, meget nær Black hills, hvor blandt andet Mount Rushmore befinder sig. Henrik blev i Chicago, og mødes med Ole og jeg om nogle dage. Der er sket alt for meget siden sidst, og den eneste måde jeg så’en kan komme i gang med at skrive om det er og starte fra en ende af og køre frem til nu.

I Detroit brugte vi den første halvdel af dagen på at vandre rundt inde på Ford museet, som i sig selv er grund nok til at besøge Detroit, men ellers er der faktisk heller ikke meget ved byen, som bare er et hul i jorden, med masser af faldefærdige huse, og høj kriminalitet. Museet er til gengæld fantastisk, og jeg kunne sagtens ha’ brugt hele dagen derinde, hvor udover alle mulige gamle ford biler, er der også et væld af andre historiske ting, hvor de især går fint igennem den 1. industrielle revolution. Desuden er der flere af de tidligere præsidenters biler på udstilling, blandt andet John F. Kenedys limosine, som han blev myrdet i, og endda også Abreham Lincolns stol, som han blev skudt i, er også på udstilling, og en masse andre ting fra gamle fly, til et fin section om ungdomskulturer fra 30’erne og til 90’erne og selvfølgelig er der også en del omkring vejen til demokratiet, hvor der startes med Amerikanernes løsrivelse fra det engelske imperium til de sorte får ligestillet rettigheder med de hvide. I denne del af museet står den berømte bus til udstilling, hvor Rosa Parks nægtede at give sin plads til en hvid.

Turen gik herefter mod Indiana, hvor vi overnattede på en campingplads, som lå li’ ved siden af hoved vejen. Her faldt jeg i snak med en knægt ved navn Billy, som boede på campingpladsen med sin familie. De var flyttet dertil fra Detroit, da der ikke var mere arbejde at få deroppe. Jeg kørte en tur med ham, hvor jeg var ude at besøge nogle af hans venner, som boede i en trailerpark, de havde aldrig mødt en europæer før, og fandt det meget morsomt at hænge ud med mig.

Næste dag gik turen lystigt videre mod en Amish by, som blev et noget anderledes møde, end jeg havde regnet med, da de ikke var så primitive, som jeg havde troet de ville være. I byen kørte de godt nok rundt i hestevogne, når de skulle handle ind, men de havde ikke noget i mod at bruge Adidas sko, eller købe færdigproducerede varer i supermarkedet. Det hele virkede lidt som om de ”legede” det hele, men i sidste ende må man nok indse at selv The Amish er blevet en del af den globaliserede verden (eller i hvert fald dem vi så), hvor plæneklippere, og trucks er en del af hverdagen. Vi brugte ikke lang tid i byen, og drog i stedet for til Chicago, som blev et af denne turs helt store højdepunkter indtil videre. Det er en fantastisk by, som jeg ikke tror jeg har set for sidste gang.

De første 2 nætter vi var der tilbragte vi på en campingplads, som man kun måtte blive på i 3 nætter, hvis det var i telt man sov. Det skal li’ siges, at det er langt de færreste amerikanere, der tager på camping i et telt. I stedet har de kæmpemæssige mobilhomes, som ikke ville være lovlige at køre i Danmark da de er større end busserne, eller også har de enorme campingvogne som bliver trukket af store trucks. Tit mødes vi med undren når vi holder ind på campingpladserne, mest fordi det er ældre ægtepar i midten af 60’erne, som ikke er vant til at se unge mennesker på campingpladsen, som bliver vores naboer, men også pga. trangiaen. Den har allerede fået flere undrende blikke på sin vej, og flere amerikanere har været henne for at se hvordan den virker, og hvad den bruger af brændsel. Lige nu holder vi os til lampeolie, hvilket bestemt ikke er det bedste brændstof, men det virker.

Vi kom sent til campingpladsen, så den første dag kom vi ikke ind til Chicago, men tog i stedet for i Bio, og så 2 film (Expendabels og Inception).

Om fredagen startede vi med at tage ind til midtbyen af Chicago, hvor vores første mål var en tur på stranden, men da vi ikke kunne finde nogen parkeringsplads nær stranden, endte vi med at køre rundt i byen en times tid, før vi fandt en parkeringskælder at sætte bilen. Dagen gik stille og rolig, hvor vi fik en fornemmelse af, at man får svært ved at kede sig i denne by. Der er alt hvad hjertet begærer af aktiviteter. I parkerne er der dagligt film, og live musik gratis. Der er forskellige familie picnics med underholdning for ungerne. Ved stranden mødes folk til Volleyball og BBQ, og sportsfan kommer heller ikke til at kede sig, da der altid er en eller anden kamp i hvad man nu har lyst til at overvære.

Chicago bliver jo kaldt ”The windy City” og man kan også mærke den dejlige kolde brise der blæser ind over byen takket være ”The great lake”, som er større end Danmark. Om aftenen spiste vi middag med Josie på en Mexikansk restaurant. Josie er en dame i fyrrerne, som Ole og jeg mødte i Egypten for et par år siden, og jeg har holdt kontakten ved lige med hende. Hun er en festabe af større karat end mig, så det er ikke så lidt. De næste to nætter lånte Ole og jeg også et par kvadratmeter hos hende, hvor vi sov henholdsvis på sofa og på oppusteligt liggeunderlag.

Første dag i indre Chicago startede med at vi tog forbi Wigley Fields og opdagede, at the Cubs skulle spille Baseball, så Ole og Henrik stod af bilen ude foran stadionet og skulle få fat på nogle billetter, mens jeg ville finde et sted at parkere bilen. Det kom jo selvfølgelig til at tage længere tid end planlagt, at parkere bilen nær Josie i en parkeringskælder og tage undergrundsbanen tilbage til stadionet. Så Ole og Henrik var gået ind da jeg kom til stedet, men efter at vi havde gået forbi hinanden i en halv times tid kom jeg ind og så de sidste 8 innings, så det var ikke så meget jeg gik glip af. Der var 41.099 tilskuere og stemningen var høj. Især fordi hjemmeholdet var foran. I lang tid af kampen dominerede de spillet og førte frem til 7. innigs med 5-1 og alt lignede en sikker sejr, men modstanderne fra Atlanta kom tilbage i kampen så der stod 5-4 inden sidste inning. The Cubs vandt dog, så det gik Chicagos vej. Vi mødtes med Josie efter kampen og fik nøglen til hendes lejlighed, hun var allerede på vej ud af døren til et roof-top party, som endte med at pigerne stod og kastede deres bh’er ned til fyrene på gaden.

Vi smuttede ned til bilen og hentede vores basis udstyr. Henrik indlogerede sig på et hotel, han havde forelsket sig i byen, og bestemt sig for at blive der i længere tid, hvorefter han vil mødes med Ole og jeg i Salt Lake City. Ole og jeg fik beslaglagt nogle kvadratmetre af Josies lejlighed og gjort os festklare. Vi var blevet inviteret til fest i en natklub, som vi havde fået nattens password til, men jeg havde mine bange anelser, om de ville lukke os ind. Mest pga. mine sko, hvilket også blev udslagsgældende. Nååh, men vi endte på en hyggelig irsk pub, hvor der var masser af andre glade unge mennesker, og havde en hyggelig nat der. Da vi ville videre og se på de andre barer i gaden opdagede Ole, at han havde glemt sit ID i lejligheden, så vi kunne ikke komme ind andre steder.

Dagen efter var vi lidt trætte… Dagen gik med at være ude ved stranden til BBQ fest ved volleyball banerne. Masser af mennesker, god mad, festligt musik og dans. Mere behøves ikke at siges. Om aftenen så vi Convoy, og i går drog Ole og jeg så fra Chicago klokken 8:30 om morgnen og har siden da kørt over 1.500 km. Og det er ikke så lidt vi har oplevet på denne tur, som har været igennem 5 stater indtil videre. Illinois, Wyoming, Iowa, Nebraska og langt ind i South Dakota. Der er blevet brugt omkring de 20 timer i bil.

I går krydsede vi Mississippi og kom ind i en surrealistisk verden af meget religiøse republikanske hvide middelklasse borgere. Vi kom forbi småbyer som var utrolig patriotiske og der var desuden også masser af politi. Ved vejen stod der skilte som ”Jesus was once a fetus too” og ”Be happy your mom choose life”, og på campingpladsen som er styret af stats parken bliver der spillet religiøst propaganda ude på toiletterne. Radioen står i hvert fald på en religiøs kanal. I går blev også den første dag, hvor vi ikke var på fastfood restaurant. Vi lavede alt maden selv, og har også været gode til selv at stå for maden. På campingpladsen skete der ellers ikke så meget mere, udover at vi blev spist af myg, bestod teltet sin anden regnprøve. Det stod nemlig ned i stænger i over en time om nattet, og det var ikke meget vand det lukkede ind. Vi havde godt nok været skeptiske på, hvordan teltet ville være i regn, men det er langt bedre end nogen af os havde forventet.

I dag har vi kørt fra Iowa over Nebraska og ind i South Dakota. Denne tur har været en ren tur på landet. Der har været marker så langt øjet rækker. Snorlige flade landeveje, masser af lastbiler og billige diners. Kvæg og saloon skilte, Rancher med indgange af gammelt træ. Gamle prærievindmøller til at pumpe vandet op til kvæget. Stepper, prærie, rundballer og pigtråd kilometer efter kilometer. Vi må mindst ha’ kørt forbi 150 km marker, hvor der har ligget rundballer længere end man kan se på begge sider af vejen.

Hele turen fra Chicago har vi kørt af landeveje. På intet tidspunkt har vi kørt ad motorvejene. Det er helt sikkert den bedste måde at køre rundt på og opleve det rigtige USA. Dagens store øjeblik, var da vi fandt ud af at indstille bilen så den holdt den samme fart, så man kunne slippe for at holde foden på speederen.

I morgen går turen ind i Black Mountain og Badlands, som begge er national parker, med masser af spændende ting at se. Vi satser på at se nogle bisoner, der græsser. Mount Rushmore, wounded knee og Deedwood. Og en masse andet lir. Det er et fantastisk skørt land det her.

  • Comments(0)//rejse2008.permouritsen.dk/#post81