MOD ØST

MOD ØST

Sonora

dagbogPosted by Per Mouritsen Wed, September 08, 2010 08:19:48

d. 7. sept. 22:22

Sig nærmer tiden sig, hvor Ole og jeg igen vil til at ligge og gøre landevejene i USA usikre. Vores tid i Sonora, hvor vi har fået kost og logi ved Oles bror Martin er ved at være ved en ende. Det har været rigtig hyggeligt at prøve og være en del af familien her, som tæller 2 børn en pige på 4 år (Mia) og en baby på 6 måneder (Zoe). Der har været liv og glade dage med masser af god grillmad, højsolskin og et par kolde øl.

Vi har besøgt nationalparker, været i biffen, bowlet, tabt penge på det lokale kasino, shoppet, været i westernbyer og fået planlagt i store træk resten af køreturen rundt i USA. Udover det har vi også haft en fridag til at slappe af i.

Af nationalparker fik vi besøgt 2. Den ene var for at se de store Redwoods, som er verdens største og næstældste træer. De kan blive flere tusinde år gamle, og kan veje op mod 6.000 tons. De største af dem bliver 100 meter høje og har en diameter på over 6 m. Det er meget pind. Den dag, hvor vi var ude og gå blandt disse kæmper var en dejlig fredelig dag, hvor vi mere eller mindre havde hele skoven for os selv. Vi kørte dog et egern over.

Den anden nationalpark vi var i var Yosemite park, som er en af de helt store nationalparker her i USA. Der var alt for mange, som havde fået den samme ide som os, så stedet var helt overfyldt, hvilket ikke gav stedet mere atmosfære. Man er jo ikke taget i nationalpark for at få fornemmelsen af at man er til udsalg i Jysk… Og det skal også li’ siges at selve parken er kendt for dens masse vandfald… og da det ikke har regnet i flere måneder var der heller ikke meget vand i vandfaldene… men det er nu det… man kan jo ikke vinde hver gang. Mia havde dog en rigtig god dag, og hele familien lå da også og sov i bilen på vej hjem til matriklen.

Det var straks lidt mere spændende at være til ”Gold Rush” i Sacramento, hvor de havde givet den gamle del af byen en rigtig god gang westernstemning – ikke mindst fordi de havde kørt 200 tons jord ind i byen, som var blevet spredt ud, så det rigtig kunne støve når diligencerne og kavaleriet kom forbi. Selvom der også var rigtig mange mennesker her, gav det bare mere liv i byen. Ole og jeg havde også kørt forbi en anden westernby kaldet Colombia, men da det var på en hverdag skete der ingenting i byen.

Ellers har jeg fået drukket en masse kaffe, hvilket er rigtig rart, og bilen er blevet vasket for første gang. Den trængte også til det. Olie og oliefilter blev også skiftet på den. Det tog værkstedet 5 min. og kostede 200 kr. Jeg har også fået købt 2 par sko, og er begyndt at kigge efter et nyt legetøj i form af en netbook, men har ikke fundet en jeg vil ha’. Min computer er jo ved at være fuldkommen fucked. Batteriet har en levetid på 10 min. og selve stikket er noget bras. Håber jeg snart finder en ny jeg vil smide et par hundrede dollars efter.

Nåhh – der bliver ikke skrevet mere. Det er ved at være tid til at gøre klart til at gå i seng. I morgen skal der knipses noget mere.

  • Comments(0)//rejse2008.permouritsen.dk/#post85