MOD ØST

MOD ØST

Slut med Asien 2011

dagbogPosted by Per Mouritsen Sat, July 23, 2011 07:24:09

Kathmandu 8. juni 10:40

Jeg har været rigtig doven den sidste uges tid, som vi har tilbragt i Kathmandu. Bryony har tilbragt de sidste to nætter på et hospital, da hun har haft smerter i hendes hofte i over en måned. Desuden har hu haft mavekramper i 2 uger, og hun bliver udskrevet i dag. Så jeg glæder mig til at hun kommer tilbage til hotellet. Hvor turen går til efter Kathmandu ved vi ikke endnu, men vi har planer om at være i Darjelling (Indien) om 10 dage, og derefter har vi små 4 uger i Indien inden vores fly går mod Sydney.

Jeg har fået mig et årsvisum til Australien et såkaldt ”Working holliday” visa, som man kan søge om indtil man er 30. Det samme gælder for australier, der ønsker at arbejde i Danmark. I går var jeg på en klinik, for at få de sidste ting på plads med mit visum. De forlanger nemlig et røngten af min brystkasse. Så dagen i går blev brugt på at vandre rundt i Kathmandu, og fare vild i alle de små gader, men jeg nåede frem til klinikken og fik gjort mit, så nu venter jeg bare på at få svar.

Nepal har været eminent. Jeg er sikker på, at jeg kommer tilbage hertil igen. Vi har faktisk allerede været i gang med at planlægge at vende tilbage hertil efter vores år i Australien. Det ligger jo på vejen til Europa og Danmark, og billet priserne er stort set de samme for at flyve direkte fra Australien til Europa, eller fra Australien til Nepal til Europa. Som sådan har vi ikke opholdt os særlig mange forskellige steder her i Nepal. De steder vi har været mest er Bardia nationalpark (3 uger) og Pokhara (19 dage). Nåhh jeg tror egentlig jeg vil starte fra hvor jeg sluttede sidst, og arbejde mig frem til i dag. Det kommer nok til at tage noget tid. For der er meget at fortælle om. Der sker jo noget på 2 ½ måned J Og jeg må hellere også få noget musik ud af højtalerne – den står på Kim Larsen i dag.

Fra Udaipur gik turen i nat bus til Jaisalmer. Det mest irriterende ved denne tur var at ligesom vi var faldet i søvn skulle vi skifte bus selvom vi havde fået at vide, at det var en bus, der gik direkte til Jaisalmer I Jaisalmer blev vi mødt af en sværm af turisthungrende indere, som ville have os til det guesthouse eller det hotel. Vi hoppede ind i en jeep sammen med en inder vi havde snakket med i bussen, og kørte mod hans hotel. Det var fantastisk ”value for money”, så vi blev i Jaisalmer i et par dage, og så fortet, samt tog på en solnedgangs tur til ørknen, hvor Bryony red på kamel. Jeg gad ikke, da jeg havde prøvet det i Egypten nogle år tilbage, og kunne huske hvor turisthyppet det var, og Bryonys oplevelse i Jaisalmer var ikke langt fra min. Alt for dyre priser på drikkevarer og dit og dat. Selve ørknen bærer tydeligt præg af at vi er i Indien, og at der er mange turister. Der er nemlig meget skrald og mange folk der yder deres service så som dans, musik og kamelture.

Næste stop var New Delhi da vi havde lagt planer om at tage over Nepal i 2 måneder før vi kom tilbage til Indien i et par uger før rejsen går mod Australien. Vi planlagde nemlig at komme hjem til Bryonys bedstefars 90 års fødselsdag. Da det er d. 17. juli, men for god ordens skyld har vi fundet ud af nu, at han kun bliver 89 år. Bryonys søster Lauren havde skudt et år for højt, og da det er hende i familien, som har styr på den slags, havde de andre i familien bare tænkt nå men så bliver han 90. Vi lander i Sydney d. 13. juli, og jeg håber på, at jeg bare kan få hele familiepræsentationen overstået på bedstefaderens fødselsdag. Hele familien er meget interesseret i at møde mig, for Bryony har jo været på farten i 2 år, så de er lidt spændte på at se, hvad det er hun bringer med sig hjem til Australien.

I New Delhi boede vi på samme hotel, som da vi var der før. Vi fik en natbus til Bambasa, som viste sig at være et lig af en bus. Vi havde et værre bøvl med at komme hen til bureauet, hvor vi skulle med bussen, og den stoppede i tide og utide, og plads var der heller ikke meget af. Vi måtte have alt vores bagage nede ved vores ben, og lade dem hvile oven på vores tornystre. Vi ankom trætte og sultne til Nepal, og var glade for at være fremme. Turen havde dog været så ukomfortabel, at vi tog en overnatning i grænsebyen på Nepals side (Mahanaghar eller noget i den stil). Derfra gik det lidt frem og tilbage på landevejene i Nepal, hvor der var militær checkpoint for hver 10 km. Indtil vi vant ud af hvordan vi kom til Bardia Nationalpark. Selve parken er et af de bedste steder jeg har været i alt min rejsen… og det siger jo ikke så lidt. Hvis man er til vilde dyr af den store slags, så er det en helt unik oplevelse, der venter én her. Vi endte med at være i alt 7 gange inde i parken, som er berømt for at være det bedste sted i verden for at se tigre i det vilde.

Vi havde et væld af oplevelser, og hvis jeg skulle begynde at beskrive dem alle ville det tage alt for lang tid, men I skal nok få et par stykker. De første 5 dage tilbragte vi et sted kaldet ”Bardia Nationalpark Adventure Resort”, og deres priser er alt for høje i forhold til de andre steder der er, så vi flyttede ned til ”Paradise Resort”, mest fordi det ligger ned til en flod, så chancen for at se dyreliv er meget større, men deres morgenmad er også en af de bedste jeg har fået længe. Deres have med sommerfugle og øgler til at holde en selskab er også en perle. Så det blev vores base. Vi boede i en hyggelig lerhytte med lyserødt badeværelse… Vi faldt i snak med John fra Wales, som havde kommet tilbage til Bardia hvert år i et par måneder siden 2007. Han havde udstyret i orden. Når han gik ind for at fotografere slæbte han på omkring 13 kilo. Sammen var vi inde 2 gange med John. Det var gennem ham, at vi lærte Sittram at kende, som blev vores favorit guide.

Der er noget helt specielt ved at gå ind i en nationalpark med næsehorn, elefanter og tigre. Her er det dig der er gæst, og skulle der ske noget… jahh så er det kun dig selv der kan redde dig, for guiden har bare en bambuspind. Første gang vi var inde med Sittram var vi ude på en lang gåtur, hvor vi gik direkte ind i en ”tiger den”. Vi havde gået rundt af nogle småstier, som folk sjældent går på, og pludselig var der denne besynderlige lugt, og blot 5 meter fra stien var et kadaver af en stor hjort (svamp deer). Der var stadig kød og skind på benene, men myrerne var godt i gang med at gøre kål på det sidste. Lugten mindede om et slagtehus. Samme dag gik vi direkte ind i en stor flok vilde elefanter. Nåhh jeg er sulten, så den historie må lige vente. Jeg har fået købt et par tulip leverpostej på dåse samt noget mørkt brød, og jeg skal også li’ ha’ ryddet lidt op inden Bryony kommer tilbage.

Varanasi 1. juli 10:30

Der er ikke meget der slår en kop friskbrygget kaffe på sengen serveret af sin kæreste. Min samvittighed hvad angår hjemmesiden har jo naget mig lidt her på det sidste, så ”here goes”.

I Bardia havde vi også en del ”encounters” med de vilde elefanter. Vores første møde skete samme dag, som vi var gået ind i en ”tiger den”. Efter at vi havde forceret et å løb kom vi til et område, som havde meget højt græs. Vi var i gang med at følge sporerne fra en elefant (de er rimelig nemme at følge), da vi pludselig begyndte at høre en høj knasende lyd. I begyndelsen troede Sittram at det var et dyr, der spiste, og lyden var knogler der blev knust. Men kort tid efter opdage vi at det var elefanter, som var på vandring. Jeg hev mit kamera frem og tog et par billeder af en elefant, som kom til syne 60 m. til højre for mig. Spændt og fascineret af det jeg så. Bryony prøvede at få fat på min opmærksomhed uden af lave alt for meget larm, og jeg vendte mig om, og opdage, at vores guide var væk. Flere knagende træer og med et gik det op for mig, at lydene var rundt om os. En stor gruppe vilde elefanter var på vandring lige mod os. Med det samme blev alle mine følelser afløst af frygt og hurtigt fik vi noget afstand i mellem os og elefanterne. Sittram var ikke i tvivl gruppen af elefanter var på vej til den å/flod som vi havde krydset tidligere i dag, og vi satte os til rette og ventede på at se dem krydse floden. Mens vi ventede spiste vi vores frokost (kogt æg, Chapati, ris og grøntsags karry). Da elefanterne kom, blev vi nødt til at finde et nyt sted, hvor vi kunne tage vores billeder, for de kom ud af skovbrynet lige foran os. Vi flyttede os derfor 120 m. længere ned. I alt var der 18 elefanter, hvoraf 6-8 var unger.

De vilde elefanter udviser sådan en styrke, at det er svært ikke at blive umådeligt fascineret af dem. I løbet af vores tid i Bardia så vi vilde elefanter hele 3 dage ud af de 7 vi var derinde. Vores mest intense møde var da en stor han kom ud af ingenting løbende og prustende 200 m. fra os. Vi havde lagt os på lur og ventede på, at dyrene ville komme ned til floden i eftermiddagsvarmen for at køle af og drikke vand. Den store han stormede bare ud og gik op og ned langs med flodbredden de næste 45 min. mens han sprøjtede vand og mudder over sig selv. Han var en rigtig ”peacock” og skulle virkelig vise sig frem. Flere gange kom han dog så tæt på os, at spændingen ved at se ham blev afløst af agtpågivenhed, og når en så stor han er blot 25-30 m. fra dig, så sidder man som på nåle. Flere gange stoppede han op, og kiggede direkte mod os med de store ører ude og med snablen i vejret. Han vidste tydeligvis, at der var noget derude, men han har ikke kunnet se os (heldigvis).

I den tid vi var i Bardia var det også tid for de kvindelige tamme elefanter til at blive serviceret af hannerne. Her forholder det sig dog så’en, at de ikke har nogle tamme hanelefanter, så hen ad aftenstid ville en af de vilde han elefanter finde sig vej ind til ”the elefant breathing center”. Jeg tror ikke der er mange steder i verden der har en sådan ordning mellem de vilde og tamme elefanter.

Når vi ikke var inde i parken slappede vi typisk af og læste bøger, samt hang ud med John og et par af de lokale knægte. Efter en uges tid begyndte jeg at hjælpe til hos en privatskole, hvor jeg underviste de øverste klassetrin. Undervisningen stod på, hvad jeg li’ havde lyst til, så jeg lod ungerne stille mig spørgsmål, og tog udgangspunkt i deres nysgerrighed. Det er nogle rigtig dygtige elever, som kan regne integral og diferential regning i 10. klasse. Deres kundskab til matematik er på et klart højere niveau end danske elevers. Men til gengæld har de nogle kæmpe huller i andre faggrupper. Undervisningen foregik i små lerhytter, hvor ungerne sad 3-4 stykker pr. bænk. Alle i skoleuniformer og der var ikke meget andet end en ”whiteboard” i klasseværelset. Undervisningen kører på ren udenadslærer. I et fag som fysik/kemi bliver der ikke engang ført eksperimenter. Fag som musik, billedkunst, idræt er ikke eksisterende og de havde ikke engang et atlas eller kort i klassen. Men der er ro og orden, og man har lov til at slå eleverne, hvis de ikke makker ret. Deres engelsk kundskaber overgår i den grad også danske elever ikke mindst fordi en del af deres bøger er på engelsk. Det var nogle gode stunder jeg havde med ungerne, og skolen nød også glæde af, at ha’ en udenlandsk kvalificeret lærer.

Den mest ekstreme oplevelse vi havde i Bardia var efter en lang dag inde i junglen på jagt efter tigeren. Det var henad sidst på eftermiddagen, og vi var på vej tilbage, da vi hørte en masse larm (dyrebrøl, buskads og træer blive knust). 2 næsehorn var oppe at slås blot 150 m. fra os. Vi kunne høre deres brøl og nogle tunge dunk, når de stødte hornene sammen. Hurtigt og lydløst krøb vi nærmere indtil vi var 50 m. fra dem. Pludselig stoppede de med at slås, og der var komplet stille. Uheldigvis var det på dette tidspunkt, at Sittrams mobiltlf. løb tør for batteri, såhh den lavede en ringetone lyd for at gøre opmærksom på, at den ville slukke. Der gik 3 sek. hvor næsehornene frøs deres ører blev rejst og scannede omgivelserne for lyde, snuden kom i vejret og sniffede. Den ene af dem snurrede 180 grader rundt og satte i jagt mod os. Afsted! Det er ikke meget man tænker over når man har et vildt næsehorn efter sig. Så foregår alt bare pr. automatik. Hvad man egentlig bør gøre er at kravle 5 m. op i et træ, men når dyret blot er 50 m. fra dig har du jo under 5 sek. såhh zig-zag løb er en anden mulighed, hvor du prøver at få så mange træer imellem dig og bæstet. Efter en hurtig sprint stoppede vi op og lyttede. Det lod ikke til, at der var noget efter os, så vi krøb ned til flodbredden 300 m. fra hvor de havde kæmpet. Der var stadig et af næsehornene der, og det så os med det samme, og begyndte at jagte os. Så på den igen. Afsted! Efter et par min. flugt fandt vi et væltet træ, hvor vi gemte os i et kvarter før vi gik tilbage af samme vej, som vi var kommet fra… med en helt ny respekt for næsehorn.

Tigeren er til gengæld en hel del sværere at se, men hver dag var der folk der så den. For os så jeg den i et kort glimt allerede 1. dag vi var inde i junglen. Den løb over et lille flod løb, og sprang ind i buskadset på den anden side. Bryony så den først 6. gang vi var inde i junglen, og det var bare bagdelen og halen. Hun fandt et hår fra dens pels, men var lidt skuffet over, at vi ikke fik set den mere. Ellers så vi masser af vildsvin, en flok store oddere, pytonslanger og et hav af alverdens fugle, hvor storke og ørne var de største. Det er ikke sidste gang vi har været der. Hver dag vi gik ind i skoven/junglen oplevede og så vi nye ting. Du bør ikke gå glip af dette sted.

Fra Bardia gik turen øst på til Tansen, hvor vi endte med at bruge længere tid end vi havde regnet med pga. strejker mod regeringen. Der har været masser af disse i Nepal i år. Selve byen er meget hyggelig, med en del vandreture, som man kan give sig i kast med. Vi tog ikke rigtigt på nogen, da vejret ikke var for godt, men vi oplevede vores 1. nepalesiske bryllupsfest. Som egentlig består af at man hyrer nogle hornblæsere og danser rundt igennem byen mens brudeparret bliver kørt rundt i bil og kan se familien more sig med musik og dans. Det ser rigtig festligt ud. Et slags mini karneval.

Pokhara blev vores næste destination, hvor vi tilbragte 19 dage. Bryony var på sit 1. hospital visit, hvor de tog røntgen af hendes hofter. Jeg fejrede min 30 års-fødselsdag med fest og farver. På selve dagen løb vi ind i nogle danske knægte fra Jylland, så den stod på pepper. En dag lejede vi en båd og sejlede rundt på søen, hvilket var rigtig hyggeligt, og små hårdt, da det var uvante muskler, som jeg fik sat i brug. Men den primære grund til, at vi var ankommet til Pokhara var for at trekke.

Jeg valgte at tage trekking turen til ABC (Anapurna Base Camp), og af alle de treks jeg i min tid har været på, har denne været en af de smukkeste og nemmeste treks.

d. 23. juli 14:15

Da jeg skrev sidste linie begyndte jeg at få det dårligt, og det endte faktisk med at min mave gik i udu indtil jeg kom til Australien. Jeg havde planlagt at få skrevet færdigt om Nepal og Indien inden jeg kom hertil, men som så meget andet, så skete det ikke lige. Jeg vil nu gøre en hurtig finale på det, så jeg kan få lagt dette indlæg ud, men jeg vil ikke ligge noget ud omkring Australien før der er gået en uge.

Billedet viser et par "mountains goats"

Selve trekkingturen var ikke speciel svær, da der hvert år er flere tusinde turister, som vandrer på den. Efter hver anden time ankommer man til en mindre by, hvor der er en del restauranter og indlogerings muligheder. Man føler lidt at man er i en kæmpe trekkingfabrik, og at man bare er en ny trekker på samlebåndet, men det er nok en af de få trekkingture, som jeg ikke ville have noget imod at gøre igen. Jeg valgte at trekke solo, og kun have lidt mad og chokolade med, men i princippet behøver man ikke at tage noget mad med, da der altid er mulighed for at købe snacks og andre ting. Selvfølgelig til overpriser. En vigtig ting er at medbringe "clor tablets". Mange har guide og porter med, men hvis man er erfaren, kan man sagtens gøre det uden guide eller porter. Jeg gik kun forkert et par gange. På turen mødte jeg en familie fra Holland med 4 børn. De yngste var ikke ældre end 5-6 år, og de nåede toppen. Selv havde jeg lidt problemer med højden, da jeg ikke havde tilbragt nok tid oppe, men heldigvis blev jeg ikke alvorlig syg. Det der gør denne trek hård, er at man går fra 900 m. til 4.300 m. over havets overflade på ganske få dage. I mit tilfælde havde jeg 3 overnatninger før jeg var på toppen. I alt vandrede jeg ca. 90 km. De 45 km. ned klarede jeg bare med en enkelt overnatning, men det er også at presse den. Næste gang vil jeg tage det mere med ro.

Efter den lille uges tid jeg var af sted. Tog Bryony og jeg til Kathmandu for hun skulle ha’ set til hendes ryg, og jeg skulle have en scanning af min brystkasse (krav for at få et Working Holiday visa til Australien). Bryony blev indlagt i 3 dage på et internaionalt sygehus, og bagefter havde vi en uges hvile tid i Kathmandu, mens hun sloges med hendes forsikringsselskab. De endte med at betale det meste af regningen. Herefter var vi et par dage ved en lille grænseby, hvor jeg fik købt lidt ind, og ellers nød vi bare at bruge lidt tid ude af de store turiststeder i Nepal inden vores 2. møde med Indien.

2. gang i Indien var langt bedre end det første, selvom vi havde noget værre bøvl den første dag, og betalte alt for meget for transport + logi, men så’en er det jo en gang i mellem. Vi overnattede i Raxaul, som ikke er værd at bruge meget tid i, selvom vores 12 timers ventetid på togstationen dagen efter, var en af de mere fornøjelige ventetids oplevelser. Søvn havde vi ikke fået meget af (myg), og det stod ned i stænger i ny og næ, men vi fladt i snak med en del personer på perronen, og der var en masse køer, som drak vand af de samme vandposte, hvor inderne drak af. Politimesteren tog os indenfor på stationen, og vi snakkede og smilede til hinanden de sidste 6 timer mens mus og muldvarper løb rundt om fødderne på os. Der blev snakket om gødning og landbrug.

I Indien gjorde vi hold i 2 byer; Varanasi og Rishikesh. Varanasi er den helligste by på Jorden. Det er her Gangesfloden har sit udløb, og der er et utal af turister og pilgrimme der valfarter til byen hvert år. Hvor mange mio. folk der er blevet begravet i Ganges floden har jeg ingen anelse om, men ligbålene stod stort set i brand 24-7. Der er en fantastisk liv og leben i byen, som har sin egen helt specielle spirituelle puls. Der er jo som alle andre steder i Indien også en del slåen plat på turister, men det må man jo leve med i Indien. Vi nød vores tid i Varanasi, hvor vi gik meget rundt i mellem de små snoede gader i den gamle bydel. Bryony fik spået sin fremtid af en eller anden charlatan, som bagefter prøvede at overtale mig med, hvilket jeg forklarede ham var spildte kræter. ”Tror du ikke på det?” sagde han i en halvhånlig stemme, hvor efter jeg svarede: ”Det er egentlig ikke det dét kommer an på. Hvis tilfældet er, at du ikke taler sandt så har jeg spildt min tid og penge på dig – det gør mig ikke så meget, men hvis du rent faktisk kan læse min fremtid, så er det en utrolig indsigt jeg giver dig i mit liv, og den person jeg er, som jeg faktisk ikke har lyst til at dele med dig eller nogen mennesker.” Han kiggede lettere forbavset på mig, vendte sig om og sagde så til Bryony: ”Hold du fast i ham”.

Vores sidste destination i Indien blev Rishikesh, og det var et godt valg vi gjorde der. Stedet blev kendt, da det var her The Beatles tog til for at søge spiritualitet tilbage i 60’erne og det er også et sted, som vi allerede har talt om at vende tilbage til. Vi havde en fantastisk udsigt fra vores balkon, og tiden blev brugt på at dyrke yoga og vandre rundt i byen som er et herligt sted med masser af Ashrams (En slags kollegier for yoga/meditation og andre spirituelle sager). Et måneds kursus for at kunne undervise i Yoga kan man ta’ for 4000 kr. 8 timers undervisning om dagen i en måned. Man skal selvfølgelig til eksamen, og får udleveret diplom på det, men jeg ovvervejer bestemt at ta’ det, hvis vi kommer forbi Rishikesh igen.

Vores sidste overnatning i Indien blev den værste af slagsen… vi var taget til en lille by Haridwar, hvor Bryony havde købt de sidste souvenirs, som hun ville ha’ med hjem til Australien. Jeg var ved at være godt glad for at turen gik den vej på, for i de sidste 2 måneder havde jeg udover min rygsæk også båret rundt på hendes (pga. hendes indlæggelse med problemer med ryggen). Og Bryonys rygsæk var blevet tungere og tungere… på det her tidspunkt bar jeg rundt på 45 kg. Mange gange har der været små indere enten ved hoteller eller ved tuk-tuks, som har tilbudt deres hjælp til at bære Bryonys rygsæk og flere gange har jeg set dem opgive bare at løfte den. Hver gang det sker får Bryony dårlig samvittighed over hvor tung den er… men det kan jeg jo ikke bruge til så meget haha… Den skal jo flyttes fra A til B. Jeg fik ingen søvn på vores sidste overnatning for vores værelse var inficeret med kakerlakker i en sådan grad som jeg aldrig har set før. Så jeg blev oppe hele natten med lyset tændt og fluesmækkeren fremme. Vores tog kørte klokken 6 om morgnen og efter noget tåbeligt bureakrati i lufthavnen i Delhi var vi videre med fly til Bangkok. Derfra til Singapore, Melbourne og til sidst Sydney efter, at vores fly i Melbourne var blevet forsinket i 4 timer pga. en ødelagt baglygte på flyet. Vi havde 2 natlige fly, så da vi landede i Sydney havde jeg ikke fået ordentlig søvn i 3 døgn… og jeg stod nu og skulle møde Bryonys familie for 1. gang, men den historie kommer først om en uges tid.

  • Comments(0)//rejse2008.permouritsen.dk/#post93