MOD ØST

MOD ØST

Afternoon tea at Goblin

dagbogPosted by Per Mouritsen Sat, October 05, 2013 03:51:09

Sunday the 6'th of October from 3 pm

There'll be performances by local artists smiley Fundraising raffles supported by local stores smiley and cakes and coffee smiley

Hi my name is Per

I’ve lived in Australia for the last 2 years and have come to love this country and all the people in it.

On the 12’th of October I’ll be embarking on a 200 km. fundraising ride the money raised will go to the Chris O’Brien foundation to enhance cancer research and education thereby creating opportunities for innovative discoveries, compassionate holistic care and better outcomes for patients, their families and carers

You can join me in my crusade for a world without cancer, and at the same time get that nice fluffy feeling on the inside by knowing you are supporting a cause that will save lives.

Every donation counts










  • Comments(0)//rejse2008.permouritsen.dk/#post95

Ride to Conquer Cancer

dagbogPosted by Per Mouritsen Mon, August 26, 2013 06:23:15

I've dedicated my time the next 7 weeks to raise money for The Sunsuper Ride to Conquer Cancer benefiting the Chris O'Brien Lifehouse at RPA.

On this page I'll be writing about my experience in this event. How friends, family, the local community and businesses respond to the initiative. I’ll be uploading photos and videos on this page.

It's been awhile since I've embarked myself in a project like this. But I'm excited about it. I hope to raise enough to make some sort of impact. At least spreading the word and letting people be aware of the problem and the matter at hand.

I will be writing some in Danish, but most of this blog will be in English.

My goal is to get at least 2,500 $ in 7 weeks.

You can read more about the event and make donations here.

Thank you so much for helping me achieve my goal.



  • Comments(0)//rejse2008.permouritsen.dk/#post94

Slut med Asien 2011

dagbogPosted by Per Mouritsen Sat, July 23, 2011 07:24:09

Kathmandu 8. juni 10:40

Jeg har været rigtig doven den sidste uges tid, som vi har tilbragt i Kathmandu. Bryony har tilbragt de sidste to nætter på et hospital, da hun har haft smerter i hendes hofte i over en måned. Desuden har hu haft mavekramper i 2 uger, og hun bliver udskrevet i dag. Så jeg glæder mig til at hun kommer tilbage til hotellet. Hvor turen går til efter Kathmandu ved vi ikke endnu, men vi har planer om at være i Darjelling (Indien) om 10 dage, og derefter har vi små 4 uger i Indien inden vores fly går mod Sydney.

Jeg har fået mig et årsvisum til Australien et såkaldt ”Working holliday” visa, som man kan søge om indtil man er 30. Det samme gælder for australier, der ønsker at arbejde i Danmark. I går var jeg på en klinik, for at få de sidste ting på plads med mit visum. De forlanger nemlig et røngten af min brystkasse. Så dagen i går blev brugt på at vandre rundt i Kathmandu, og fare vild i alle de små gader, men jeg nåede frem til klinikken og fik gjort mit, så nu venter jeg bare på at få svar.

Nepal har været eminent. Jeg er sikker på, at jeg kommer tilbage hertil igen. Vi har faktisk allerede været i gang med at planlægge at vende tilbage hertil efter vores år i Australien. Det ligger jo på vejen til Europa og Danmark, og billet priserne er stort set de samme for at flyve direkte fra Australien til Europa, eller fra Australien til Nepal til Europa. Som sådan har vi ikke opholdt os særlig mange forskellige steder her i Nepal. De steder vi har været mest er Bardia nationalpark (3 uger) og Pokhara (19 dage). Nåhh jeg tror egentlig jeg vil starte fra hvor jeg sluttede sidst, og arbejde mig frem til i dag. Det kommer nok til at tage noget tid. For der er meget at fortælle om. Der sker jo noget på 2 ½ måned J Og jeg må hellere også få noget musik ud af højtalerne – den står på Kim Larsen i dag.

Fra Udaipur gik turen i nat bus til Jaisalmer. Det mest irriterende ved denne tur var at ligesom vi var faldet i søvn skulle vi skifte bus selvom vi havde fået at vide, at det var en bus, der gik direkte til Jaisalmer I Jaisalmer blev vi mødt af en sværm af turisthungrende indere, som ville have os til det guesthouse eller det hotel. Vi hoppede ind i en jeep sammen med en inder vi havde snakket med i bussen, og kørte mod hans hotel. Det var fantastisk ”value for money”, så vi blev i Jaisalmer i et par dage, og så fortet, samt tog på en solnedgangs tur til ørknen, hvor Bryony red på kamel. Jeg gad ikke, da jeg havde prøvet det i Egypten nogle år tilbage, og kunne huske hvor turisthyppet det var, og Bryonys oplevelse i Jaisalmer var ikke langt fra min. Alt for dyre priser på drikkevarer og dit og dat. Selve ørknen bærer tydeligt præg af at vi er i Indien, og at der er mange turister. Der er nemlig meget skrald og mange folk der yder deres service så som dans, musik og kamelture.

Næste stop var New Delhi da vi havde lagt planer om at tage over Nepal i 2 måneder før vi kom tilbage til Indien i et par uger før rejsen går mod Australien. Vi planlagde nemlig at komme hjem til Bryonys bedstefars 90 års fødselsdag. Da det er d. 17. juli, men for god ordens skyld har vi fundet ud af nu, at han kun bliver 89 år. Bryonys søster Lauren havde skudt et år for højt, og da det er hende i familien, som har styr på den slags, havde de andre i familien bare tænkt nå men så bliver han 90. Vi lander i Sydney d. 13. juli, og jeg håber på, at jeg bare kan få hele familiepræsentationen overstået på bedstefaderens fødselsdag. Hele familien er meget interesseret i at møde mig, for Bryony har jo været på farten i 2 år, så de er lidt spændte på at se, hvad det er hun bringer med sig hjem til Australien.

I New Delhi boede vi på samme hotel, som da vi var der før. Vi fik en natbus til Bambasa, som viste sig at være et lig af en bus. Vi havde et værre bøvl med at komme hen til bureauet, hvor vi skulle med bussen, og den stoppede i tide og utide, og plads var der heller ikke meget af. Vi måtte have alt vores bagage nede ved vores ben, og lade dem hvile oven på vores tornystre. Vi ankom trætte og sultne til Nepal, og var glade for at være fremme. Turen havde dog været så ukomfortabel, at vi tog en overnatning i grænsebyen på Nepals side (Mahanaghar eller noget i den stil). Derfra gik det lidt frem og tilbage på landevejene i Nepal, hvor der var militær checkpoint for hver 10 km. Indtil vi vant ud af hvordan vi kom til Bardia Nationalpark. Selve parken er et af de bedste steder jeg har været i alt min rejsen… og det siger jo ikke så lidt. Hvis man er til vilde dyr af den store slags, så er det en helt unik oplevelse, der venter én her. Vi endte med at være i alt 7 gange inde i parken, som er berømt for at være det bedste sted i verden for at se tigre i det vilde.

Vi havde et væld af oplevelser, og hvis jeg skulle begynde at beskrive dem alle ville det tage alt for lang tid, men I skal nok få et par stykker. De første 5 dage tilbragte vi et sted kaldet ”Bardia Nationalpark Adventure Resort”, og deres priser er alt for høje i forhold til de andre steder der er, så vi flyttede ned til ”Paradise Resort”, mest fordi det ligger ned til en flod, så chancen for at se dyreliv er meget større, men deres morgenmad er også en af de bedste jeg har fået længe. Deres have med sommerfugle og øgler til at holde en selskab er også en perle. Så det blev vores base. Vi boede i en hyggelig lerhytte med lyserødt badeværelse… Vi faldt i snak med John fra Wales, som havde kommet tilbage til Bardia hvert år i et par måneder siden 2007. Han havde udstyret i orden. Når han gik ind for at fotografere slæbte han på omkring 13 kilo. Sammen var vi inde 2 gange med John. Det var gennem ham, at vi lærte Sittram at kende, som blev vores favorit guide.

Der er noget helt specielt ved at gå ind i en nationalpark med næsehorn, elefanter og tigre. Her er det dig der er gæst, og skulle der ske noget… jahh så er det kun dig selv der kan redde dig, for guiden har bare en bambuspind. Første gang vi var inde med Sittram var vi ude på en lang gåtur, hvor vi gik direkte ind i en ”tiger den”. Vi havde gået rundt af nogle småstier, som folk sjældent går på, og pludselig var der denne besynderlige lugt, og blot 5 meter fra stien var et kadaver af en stor hjort (svamp deer). Der var stadig kød og skind på benene, men myrerne var godt i gang med at gøre kål på det sidste. Lugten mindede om et slagtehus. Samme dag gik vi direkte ind i en stor flok vilde elefanter. Nåhh jeg er sulten, så den historie må lige vente. Jeg har fået købt et par tulip leverpostej på dåse samt noget mørkt brød, og jeg skal også li’ ha’ ryddet lidt op inden Bryony kommer tilbage.

Varanasi 1. juli 10:30

Der er ikke meget der slår en kop friskbrygget kaffe på sengen serveret af sin kæreste. Min samvittighed hvad angår hjemmesiden har jo naget mig lidt her på det sidste, så ”here goes”.

I Bardia havde vi også en del ”encounters” med de vilde elefanter. Vores første møde skete samme dag, som vi var gået ind i en ”tiger den”. Efter at vi havde forceret et å løb kom vi til et område, som havde meget højt græs. Vi var i gang med at følge sporerne fra en elefant (de er rimelig nemme at følge), da vi pludselig begyndte at høre en høj knasende lyd. I begyndelsen troede Sittram at det var et dyr, der spiste, og lyden var knogler der blev knust. Men kort tid efter opdage vi at det var elefanter, som var på vandring. Jeg hev mit kamera frem og tog et par billeder af en elefant, som kom til syne 60 m. til højre for mig. Spændt og fascineret af det jeg så. Bryony prøvede at få fat på min opmærksomhed uden af lave alt for meget larm, og jeg vendte mig om, og opdage, at vores guide var væk. Flere knagende træer og med et gik det op for mig, at lydene var rundt om os. En stor gruppe vilde elefanter var på vandring lige mod os. Med det samme blev alle mine følelser afløst af frygt og hurtigt fik vi noget afstand i mellem os og elefanterne. Sittram var ikke i tvivl gruppen af elefanter var på vej til den å/flod som vi havde krydset tidligere i dag, og vi satte os til rette og ventede på at se dem krydse floden. Mens vi ventede spiste vi vores frokost (kogt æg, Chapati, ris og grøntsags karry). Da elefanterne kom, blev vi nødt til at finde et nyt sted, hvor vi kunne tage vores billeder, for de kom ud af skovbrynet lige foran os. Vi flyttede os derfor 120 m. længere ned. I alt var der 18 elefanter, hvoraf 6-8 var unger.

De vilde elefanter udviser sådan en styrke, at det er svært ikke at blive umådeligt fascineret af dem. I løbet af vores tid i Bardia så vi vilde elefanter hele 3 dage ud af de 7 vi var derinde. Vores mest intense møde var da en stor han kom ud af ingenting løbende og prustende 200 m. fra os. Vi havde lagt os på lur og ventede på, at dyrene ville komme ned til floden i eftermiddagsvarmen for at køle af og drikke vand. Den store han stormede bare ud og gik op og ned langs med flodbredden de næste 45 min. mens han sprøjtede vand og mudder over sig selv. Han var en rigtig ”peacock” og skulle virkelig vise sig frem. Flere gange kom han dog så tæt på os, at spændingen ved at se ham blev afløst af agtpågivenhed, og når en så stor han er blot 25-30 m. fra dig, så sidder man som på nåle. Flere gange stoppede han op, og kiggede direkte mod os med de store ører ude og med snablen i vejret. Han vidste tydeligvis, at der var noget derude, men han har ikke kunnet se os (heldigvis).

I den tid vi var i Bardia var det også tid for de kvindelige tamme elefanter til at blive serviceret af hannerne. Her forholder det sig dog så’en, at de ikke har nogle tamme hanelefanter, så hen ad aftenstid ville en af de vilde han elefanter finde sig vej ind til ”the elefant breathing center”. Jeg tror ikke der er mange steder i verden der har en sådan ordning mellem de vilde og tamme elefanter.

Når vi ikke var inde i parken slappede vi typisk af og læste bøger, samt hang ud med John og et par af de lokale knægte. Efter en uges tid begyndte jeg at hjælpe til hos en privatskole, hvor jeg underviste de øverste klassetrin. Undervisningen stod på, hvad jeg li’ havde lyst til, så jeg lod ungerne stille mig spørgsmål, og tog udgangspunkt i deres nysgerrighed. Det er nogle rigtig dygtige elever, som kan regne integral og diferential regning i 10. klasse. Deres kundskab til matematik er på et klart højere niveau end danske elevers. Men til gengæld har de nogle kæmpe huller i andre faggrupper. Undervisningen foregik i små lerhytter, hvor ungerne sad 3-4 stykker pr. bænk. Alle i skoleuniformer og der var ikke meget andet end en ”whiteboard” i klasseværelset. Undervisningen kører på ren udenadslærer. I et fag som fysik/kemi bliver der ikke engang ført eksperimenter. Fag som musik, billedkunst, idræt er ikke eksisterende og de havde ikke engang et atlas eller kort i klassen. Men der er ro og orden, og man har lov til at slå eleverne, hvis de ikke makker ret. Deres engelsk kundskaber overgår i den grad også danske elever ikke mindst fordi en del af deres bøger er på engelsk. Det var nogle gode stunder jeg havde med ungerne, og skolen nød også glæde af, at ha’ en udenlandsk kvalificeret lærer.

Den mest ekstreme oplevelse vi havde i Bardia var efter en lang dag inde i junglen på jagt efter tigeren. Det var henad sidst på eftermiddagen, og vi var på vej tilbage, da vi hørte en masse larm (dyrebrøl, buskads og træer blive knust). 2 næsehorn var oppe at slås blot 150 m. fra os. Vi kunne høre deres brøl og nogle tunge dunk, når de stødte hornene sammen. Hurtigt og lydløst krøb vi nærmere indtil vi var 50 m. fra dem. Pludselig stoppede de med at slås, og der var komplet stille. Uheldigvis var det på dette tidspunkt, at Sittrams mobiltlf. løb tør for batteri, såhh den lavede en ringetone lyd for at gøre opmærksom på, at den ville slukke. Der gik 3 sek. hvor næsehornene frøs deres ører blev rejst og scannede omgivelserne for lyde, snuden kom i vejret og sniffede. Den ene af dem snurrede 180 grader rundt og satte i jagt mod os. Afsted! Det er ikke meget man tænker over når man har et vildt næsehorn efter sig. Så foregår alt bare pr. automatik. Hvad man egentlig bør gøre er at kravle 5 m. op i et træ, men når dyret blot er 50 m. fra dig har du jo under 5 sek. såhh zig-zag løb er en anden mulighed, hvor du prøver at få så mange træer imellem dig og bæstet. Efter en hurtig sprint stoppede vi op og lyttede. Det lod ikke til, at der var noget efter os, så vi krøb ned til flodbredden 300 m. fra hvor de havde kæmpet. Der var stadig et af næsehornene der, og det så os med det samme, og begyndte at jagte os. Så på den igen. Afsted! Efter et par min. flugt fandt vi et væltet træ, hvor vi gemte os i et kvarter før vi gik tilbage af samme vej, som vi var kommet fra… med en helt ny respekt for næsehorn.

Tigeren er til gengæld en hel del sværere at se, men hver dag var der folk der så den. For os så jeg den i et kort glimt allerede 1. dag vi var inde i junglen. Den løb over et lille flod løb, og sprang ind i buskadset på den anden side. Bryony så den først 6. gang vi var inde i junglen, og det var bare bagdelen og halen. Hun fandt et hår fra dens pels, men var lidt skuffet over, at vi ikke fik set den mere. Ellers så vi masser af vildsvin, en flok store oddere, pytonslanger og et hav af alverdens fugle, hvor storke og ørne var de største. Det er ikke sidste gang vi har været der. Hver dag vi gik ind i skoven/junglen oplevede og så vi nye ting. Du bør ikke gå glip af dette sted.

Fra Bardia gik turen øst på til Tansen, hvor vi endte med at bruge længere tid end vi havde regnet med pga. strejker mod regeringen. Der har været masser af disse i Nepal i år. Selve byen er meget hyggelig, med en del vandreture, som man kan give sig i kast med. Vi tog ikke rigtigt på nogen, da vejret ikke var for godt, men vi oplevede vores 1. nepalesiske bryllupsfest. Som egentlig består af at man hyrer nogle hornblæsere og danser rundt igennem byen mens brudeparret bliver kørt rundt i bil og kan se familien more sig med musik og dans. Det ser rigtig festligt ud. Et slags mini karneval.

Pokhara blev vores næste destination, hvor vi tilbragte 19 dage. Bryony var på sit 1. hospital visit, hvor de tog røntgen af hendes hofter. Jeg fejrede min 30 års-fødselsdag med fest og farver. På selve dagen løb vi ind i nogle danske knægte fra Jylland, så den stod på pepper. En dag lejede vi en båd og sejlede rundt på søen, hvilket var rigtig hyggeligt, og små hårdt, da det var uvante muskler, som jeg fik sat i brug. Men den primære grund til, at vi var ankommet til Pokhara var for at trekke.

Jeg valgte at tage trekking turen til ABC (Anapurna Base Camp), og af alle de treks jeg i min tid har været på, har denne været en af de smukkeste og nemmeste treks.

d. 23. juli 14:15

Da jeg skrev sidste linie begyndte jeg at få det dårligt, og det endte faktisk med at min mave gik i udu indtil jeg kom til Australien. Jeg havde planlagt at få skrevet færdigt om Nepal og Indien inden jeg kom hertil, men som så meget andet, så skete det ikke lige. Jeg vil nu gøre en hurtig finale på det, så jeg kan få lagt dette indlæg ud, men jeg vil ikke ligge noget ud omkring Australien før der er gået en uge.

Billedet viser et par "mountains goats"

Selve trekkingturen var ikke speciel svær, da der hvert år er flere tusinde turister, som vandrer på den. Efter hver anden time ankommer man til en mindre by, hvor der er en del restauranter og indlogerings muligheder. Man føler lidt at man er i en kæmpe trekkingfabrik, og at man bare er en ny trekker på samlebåndet, men det er nok en af de få trekkingture, som jeg ikke ville have noget imod at gøre igen. Jeg valgte at trekke solo, og kun have lidt mad og chokolade med, men i princippet behøver man ikke at tage noget mad med, da der altid er mulighed for at købe snacks og andre ting. Selvfølgelig til overpriser. En vigtig ting er at medbringe "clor tablets". Mange har guide og porter med, men hvis man er erfaren, kan man sagtens gøre det uden guide eller porter. Jeg gik kun forkert et par gange. På turen mødte jeg en familie fra Holland med 4 børn. De yngste var ikke ældre end 5-6 år, og de nåede toppen. Selv havde jeg lidt problemer med højden, da jeg ikke havde tilbragt nok tid oppe, men heldigvis blev jeg ikke alvorlig syg. Det der gør denne trek hård, er at man går fra 900 m. til 4.300 m. over havets overflade på ganske få dage. I mit tilfælde havde jeg 3 overnatninger før jeg var på toppen. I alt vandrede jeg ca. 90 km. De 45 km. ned klarede jeg bare med en enkelt overnatning, men det er også at presse den. Næste gang vil jeg tage det mere med ro.

Efter den lille uges tid jeg var af sted. Tog Bryony og jeg til Kathmandu for hun skulle ha’ set til hendes ryg, og jeg skulle have en scanning af min brystkasse (krav for at få et Working Holiday visa til Australien). Bryony blev indlagt i 3 dage på et internaionalt sygehus, og bagefter havde vi en uges hvile tid i Kathmandu, mens hun sloges med hendes forsikringsselskab. De endte med at betale det meste af regningen. Herefter var vi et par dage ved en lille grænseby, hvor jeg fik købt lidt ind, og ellers nød vi bare at bruge lidt tid ude af de store turiststeder i Nepal inden vores 2. møde med Indien.

2. gang i Indien var langt bedre end det første, selvom vi havde noget værre bøvl den første dag, og betalte alt for meget for transport + logi, men så’en er det jo en gang i mellem. Vi overnattede i Raxaul, som ikke er værd at bruge meget tid i, selvom vores 12 timers ventetid på togstationen dagen efter, var en af de mere fornøjelige ventetids oplevelser. Søvn havde vi ikke fået meget af (myg), og det stod ned i stænger i ny og næ, men vi fladt i snak med en del personer på perronen, og der var en masse køer, som drak vand af de samme vandposte, hvor inderne drak af. Politimesteren tog os indenfor på stationen, og vi snakkede og smilede til hinanden de sidste 6 timer mens mus og muldvarper løb rundt om fødderne på os. Der blev snakket om gødning og landbrug.

I Indien gjorde vi hold i 2 byer; Varanasi og Rishikesh. Varanasi er den helligste by på Jorden. Det er her Gangesfloden har sit udløb, og der er et utal af turister og pilgrimme der valfarter til byen hvert år. Hvor mange mio. folk der er blevet begravet i Ganges floden har jeg ingen anelse om, men ligbålene stod stort set i brand 24-7. Der er en fantastisk liv og leben i byen, som har sin egen helt specielle spirituelle puls. Der er jo som alle andre steder i Indien også en del slåen plat på turister, men det må man jo leve med i Indien. Vi nød vores tid i Varanasi, hvor vi gik meget rundt i mellem de små snoede gader i den gamle bydel. Bryony fik spået sin fremtid af en eller anden charlatan, som bagefter prøvede at overtale mig med, hvilket jeg forklarede ham var spildte kræter. ”Tror du ikke på det?” sagde han i en halvhånlig stemme, hvor efter jeg svarede: ”Det er egentlig ikke det dét kommer an på. Hvis tilfældet er, at du ikke taler sandt så har jeg spildt min tid og penge på dig – det gør mig ikke så meget, men hvis du rent faktisk kan læse min fremtid, så er det en utrolig indsigt jeg giver dig i mit liv, og den person jeg er, som jeg faktisk ikke har lyst til at dele med dig eller nogen mennesker.” Han kiggede lettere forbavset på mig, vendte sig om og sagde så til Bryony: ”Hold du fast i ham”.

Vores sidste destination i Indien blev Rishikesh, og det var et godt valg vi gjorde der. Stedet blev kendt, da det var her The Beatles tog til for at søge spiritualitet tilbage i 60’erne og det er også et sted, som vi allerede har talt om at vende tilbage til. Vi havde en fantastisk udsigt fra vores balkon, og tiden blev brugt på at dyrke yoga og vandre rundt i byen som er et herligt sted med masser af Ashrams (En slags kollegier for yoga/meditation og andre spirituelle sager). Et måneds kursus for at kunne undervise i Yoga kan man ta’ for 4000 kr. 8 timers undervisning om dagen i en måned. Man skal selvfølgelig til eksamen, og får udleveret diplom på det, men jeg ovvervejer bestemt at ta’ det, hvis vi kommer forbi Rishikesh igen.

Vores sidste overnatning i Indien blev den værste af slagsen… vi var taget til en lille by Haridwar, hvor Bryony havde købt de sidste souvenirs, som hun ville ha’ med hjem til Australien. Jeg var ved at være godt glad for at turen gik den vej på, for i de sidste 2 måneder havde jeg udover min rygsæk også båret rundt på hendes (pga. hendes indlæggelse med problemer med ryggen). Og Bryonys rygsæk var blevet tungere og tungere… på det her tidspunkt bar jeg rundt på 45 kg. Mange gange har der været små indere enten ved hoteller eller ved tuk-tuks, som har tilbudt deres hjælp til at bære Bryonys rygsæk og flere gange har jeg set dem opgive bare at løfte den. Hver gang det sker får Bryony dårlig samvittighed over hvor tung den er… men det kan jeg jo ikke bruge til så meget haha… Den skal jo flyttes fra A til B. Jeg fik ingen søvn på vores sidste overnatning for vores værelse var inficeret med kakerlakker i en sådan grad som jeg aldrig har set før. Så jeg blev oppe hele natten med lyset tændt og fluesmækkeren fremme. Vores tog kørte klokken 6 om morgnen og efter noget tåbeligt bureakrati i lufthavnen i Delhi var vi videre med fly til Bangkok. Derfra til Singapore, Melbourne og til sidst Sydney efter, at vores fly i Melbourne var blevet forsinket i 4 timer pga. en ødelagt baglygte på flyet. Vi havde 2 natlige fly, så da vi landede i Sydney havde jeg ikke fået ordentlig søvn i 3 døgn… og jeg stod nu og skulle møde Bryonys familie for 1. gang, men den historie kommer først om en uges tid.

  • Comments(0)//rejse2008.permouritsen.dk/#post93

Incredibel India

dagbogPosted by Per Mouritsen Fri, March 25, 2011 15:31:04

Udaipur d. 25. marts 15:50

Indien åhh Indien, det er ikke uden grund at Indien har sloganet ”Incredibel India”, for utroligt er det på mange måder. Vi ankom til Udaipur i går efter, at vi havde været i Bundi i over en uge. Bundi var et dejligt pusterum efter at vi havde brugt lang tid i Indiens storbyer og turist hot spots. En herlig lille landsby med et par kunstige søer, der blev bygget tilbage i 1600-tallet. Ellers er der et hyggeligt palads, og en masse aber. Vi levede faktisk for det meste i burer, så aberne ikke kunne komme og tage vores ting. Bryony brugte meget tid på at blive underholdt af abernes finurligheder.

Vi fejrede også Holi der, som er en stor festdag i Indien. Om aftenen havde byen fået en masse nye træer stillet op, som inderne havde bragt ned fra bjergene. Træerne blev pyntet, og mange steder blev der malet forskellige motiver, og billeder på asfalten foran og rundt om træerne. Et sted havde de lokale bygget et mini Taj Mahal med springvand og miniaturer træer. Der blev drukket i smug, danset, sunget og festet på bedste maner. Næste dag var det Holi… jeg havde på sin vis både glædet og frygtet denne dag, da inderne går helt over gevind… I princippet er det en slags masse farvekamp, hvor man bliver smurt ind i alverdens farverige pulverfarvestoffer indtil de alle smelter sammen til en brun klæbrig masse, som tager flere dage at få vasket af… Jeg har stadig lyserøde negle og min mave er også dækket af lyserøde mærker hist og pist. Min hud i ansigtet føles rug, og jeg kommer nok til at skalle en del om et par dages tid. Vi havde ellers taget vores forholdsregler, og smurt os ind i babyolie (især i håret), men da vi kom ud på gaderne var vi bare et nemt mål. Vi blev overtalt af et par gutter til at lege Holi sammen med dem, og endte med at køre rundt til 5-6 forskellige hjem, hvor vi sad bag på deres motorcykler. De havde både trommer og andet tam tam, så vi vendte byen på den anden ende. Rigtig spas, men da de begyndte at sloges indbyrdes, vidste vi at det var på tide at sige tak for morskaben, men vi måtte hellere komme tilbage til vores hotel. Vi må have haft lag på lag på lag af maling, da vi kom tilbage til vores hotel sad bedstefaderen, som havde bygget hele ”imperiet” op og drak whisky, så vi fulgte trop. En herlig måde at af slutte en hektisk og fornøjelig dag. Bryony var godt træt. Hun havde ikke haft mange pauser til at sidde ned og slappe af. Der var hele tiden indiske fyrer om hende, som ville danse, og tage billeder med hende. Hun var godt træt. En indisk dame havde også smurt lilla og lyserød farve overalt på Bryonys tænder, og selv hendes snot kom ud i regnbuens farver.

Jahh jeg har prøvet det her Holi nu, og jeg tvivler på, at jeg vil kaste mig ud i det på samme måde igen, hvis jeg er i Indien til en anden Holi en gang i fremtiden. Men interessant var det da. Selve vores hotel, var også en grund til at vi blev i Bundi så længe. Det var rigtig hyggeligt og vi fik slået 25 % af prisen. Vi havde en flot balkon, som godt nok var hegnet ind pga. aberne var meget nysgerrige. Selve værelset var også ren luksus, så selvom det var lidt mere end vores budget var på, så besluttede vi os for at vi fortjente et lækkert sted i et par dage. I byen fik vi også vores hangouts, hvor især en tag-top-restaurant ved navn Tom og Jerry, blev vores favorit sted. En af dagene tilbragte vi faktisk 10 timer i træk der… haha… Den er ledet af et par humoristiske fyrer, som er super flinke og sjove at være sammen med. De laver også en stor slem karry.

I går fik vi dog omsider rykket videre fra Bundi, og nåede over Chittaurgarh, hvor vi brugte vores eftermiddag på at blive overtalt af en tuk-tuk fører til at hoppe på en dags tour rundt om fortet, som var grunden til, at vi var stået af toget i Chittaurgarh. Det viste sig at være den helt rigtige løsning for os. Vi betalte 300 rupes (7 $) for at ha’ ham som chauffør, hvilket betød, at vi fik set alle de interessante ting ved fortet, som for vores vedkommende helt sikkert er noget, der er værd at bruge en dag på, især hvis man rejser mellem Bundi og Udaipur. Da vi var færdige med vores fort sight-seeing hoppede vi på en bus, og ankom til Udaipur 19:30. Fik forhandlet en pris ned på en tuk-tuk til den gamle del af byen, og fik forhandlet en pris ned på et værelse, der ligger ind ad en sidegade, så vi er væk fra larmen. Det er lidt mere sparsomt, end det sidste sted vi var, men vi betaler også det halve, og jeg har selv været i gang med at rengøre vores værelse lidt mere, men det er rigtig hyggeligt, og familien der ejer det er superflinke. Bryony skal på pigetur sammen med bedstemoderen i morgen klokken 5 om morgenen. De skal på tur hen til et tempel og se en masse piger i kulørte sarier, som skal lave noget ”hindupigeting”.

I morges var vi hjemme hos bedstemoderen og drikke indisk the, og sniksnakke om alt muligt hun var især meget snaksaglig om de vestlige sexvaner, da der var en tysk pige for en måneds tid siden, som havde taget 2 fyrer med sig hjem i seng. Og næste dag var der ikke mere i det. Hun var meget tjahh interesseret, misundelig og samtidig lidt forarget over vestliges sexvaner… Haha… hun er en bedstemor med slag i, og har mange historier og et smilende sind.

Efter frokost har dagen gået med at trisse lidt rundt i byen, og være på et par hyggelige caféer. Der er en god energi her i Udaipur, og jeg tror vi ender med at blive her i en uges tid. Vi har allerede snakket med en kunstmaler, om at få lektioner i at male Indisk kunst. Vi købte nogle små malerier i Bundi hos en gademaler. Og selvom jeg har været lidt skeptisk med vores køb, så har jeg lagt mærke til at med de detaljer, som vores malerier har i forhold til malerier af samme art her i Udaipur, så har vi gjort en fornuftig handel. Udover det har vi også planer om at dyrke Yoga her, og Bryony har også tænkt sig at tage et kursus i Indisk madlavning, så det bliver nok det de næste par dage kommer til at gå med.

Byen har en kæmpe James Bond fetich, fordi Octopussy blev filmet her, og selve templet i midten af søen, er i dag en restaurant/bar, som man kan tage ud til ved hjælp af en lille bådtur, hvor vidt vi tager derud er endnu uvist, men vi har allerede set flere hoteller og restauranter skilte med at de viser Octopussy hver eneste aften…

Af sjove indiske episoder har der været som altid en masse fnisende halvgenerte piger. Vi har også deltaget i en af de mange cricketkampe på gaden sammen med nogle indiske unger. Der har været indiske køer, som har stået og ventet på os og stanget ud efter os, når vi har forladt vores hotel. Aber der hopper op og ridder på grise. Mange vil gerne have taget deres billeder med os, det sidst nye der er sket på den konto, var at en inder kom løbende hen til mig, mens vi var ved fortet i Chittaurgarh: ”Please sir one foto” og rakte en grædende baby til mig, som bestemt ikke blev mere glad over at blive holdt af en dansk skægabe. Og inden billedet af os var blevet taget med mig, baby og 3-4 andre inder havde ungen lavet i bukserne… 5 min. senere så jeg dem skifte ungen udenfor et tempel, og selvfølgelig blev lortebleen bare lagt på trappen… Åhh Indien… Man bliver nødt til at tage det hele med et smil, for det hele er bare en del af oplevelsen.

Prisen kan altid forhandles ned, eller man kan få mere service for sine penge. Bare i dag ville vi købe en adapter/forlængerledning, og det første sted vi så på stik forlangte de 3 gange så meget for hvad vi ledte efter i dårligere kvalitet end, hvad vi endte med at købe. Prisen på flaske vand svinger meget fra 7.5 rupes for en liter til det dobbelte, og det er i kioskerne. Nogle gange er det billigere at købe vand fra en restaurant. I sidste ende er det ikke mange penge, men hvis man gør det op, så kan det enten gøre ens rejse i Indien 10-20 % dyrere eller 10-20 % billigere, så det er værd at gøre det til en del af gamet at prutte om prisen, hvilket jeg ikke har noget imod, men jeg ved at andre rejsende har svært ved det, og bare betaler den pris, som der bliver givet dem.

  • Comments(0)//rejse2008.permouritsen.dk/#post92

Fra Vietnam til Indien

dagbogPosted by Per Mouritsen Fri, March 18, 2011 11:19:59

Bangkok lufthavn d. 4. februar ’11 – 17:00

Godt og vel 3 måneder siden jeg har givet lyd fra mig sidst… Tjahh så’en ka’ det jo gå… lige nu venter damen og jeg på vores fly, som skal bringe os til Guangzhou i Kina. Vi har nydt de sidste 3 måneder sammen. Siden jeg landede i Ho Chi Minh City (tidligere Saigon) er der sket en del, men det har for det meste været på det personlige plan, og jahh man kan selvfølgelig nok stille spørgsmålstegn ved hvorfor jeg ikke har bare givet en lille update. Det burde der da ha’ været tid til, og ja det har der da også, men det korte og enkle svar er, at jeg havde valgt at prioritere min tid anderledes.

Jeg må nok hellere lige lave en liste over de ting der er sket… mest for min egen skyld så jeg kan hitte hoved og hale i hvad det egentlig er, som jeg har lavet de sidste 3 måneders tid.

1) Mui Ne (Vietnam) fra 4. nov – 3. jan.

2) Ho Chi Minh City (Nytår + 3. – 6. Jan.)

3) Tilbage I Thailand (6. Jan. – 4. Feb.)

I Mui Ne faldt Bryony og jeg rigtig godt til. Gensynsglæden var stor, og jeg er rigtig glad for stadig at kunne kalde hende min kæreste. Vi fik en god omgangskreds med en del expads (vesterlændinge, der har startet deres eget op i asien), og jeg startede med at arbejde som DJ på især et diskotek kaldet ”DJ – station”. Jeg underholdte de besøgende 2 gange i ugen i en måned. Det var ikke noget jeg blev rig af, men det gav Bryony og jeg et par gratis byture om ugen + nok til at betale huslejen for den sidste måned vi boede i Mui Ne.

Selve Mui Ne er en mærkelig blanding af russiske ressorter og kitesurferer… Nåhh det lader til at vi ikke har noget sted, at overnatte, når vi kommer til Kina, så der skal til at findes ud af noget. Kommer nok ikke til at skrive mere før engang i morgen en gang. Der er 1 times tid til vores fly letter, og vi må hellere give det et forsøg. Altid spændende at være på farten.

Wulingiuan d. 9. februar 21:30

Jahh der gik jo lidt mere end en dags tid inden jeg fik tid til at skrive lidt igen, men må hellere se om jeg kan komme lidt ind i en rytme med skriveriet igen. Vi har det koldt nu… jeg sidder i lobbyen på vores hostel, hvor minusgraderne har taget sit indtog. Skiundertøjet er i brug, men det er nu ikke så slemt for mig. For Bryony derimod er det en helt ny oplevelse at fryse… haha… hun brugte en del tid i morges til at more sig selv over at hun kunne se hendes egen ånde, men morskaben fik hurtig en ende, og li’ nu bruger hun det meste af tiden under dynen med x-antal lag af tøj på. I aften bliver det ned til minus 5, hvilket jo ikke er noget i forhold til DK, men når man ikke har varme på værelset, såhh går det nok hen og bliver pænt koldt. Der er dog 2 danskere der har tjekket ind på vores 4-mands dorm, så de skal nok hjælpe med at holde temperaturen i værelset en smule oppe. Ellers har vi ikke været så mange steder her i Kina… blot Guangzhou, som vi landede i. Jeg havde skrevet et par tlf. numre ned, på et par hostels i byen, og vi var så heldige, at nå den sidste metro ind til centrum, så vi slap med at betale taxachaufføren 45 kr. for at køre hos hen til et hotel på Shamian Island.

Igen en gang må jeg tage hatten af for, hvor nemt og hurtigt det er at komme ind i Kina, når man ankommer til en god lufthavn. Det kunne amerikanerne og resten af verden godt lære noget af. Det tog os mindre end 15 min. at forlade flyet, få vores bagage, blive tjekket i immigration og sidst et hurtigt møde med custom og bang så var vi i Kina. Lige i tid til at nå den sidste metro ind til centrum.

Og efter et par hyggelige solskinsdage i Guangzhou er turen nu kommet til Zangjiejia nationalpark. Vi ankom i går, men havde været på en noget lang togtur, og havde gjort en del i at stå i kø for at finde ud af hvilke muligheder vi har for at komme til Shanghai… og alle slog egentlig fejl… så da klokken var 16:30 faldt vi i søvn, og vågnede først i dag 08:00… til en kold, grå og regnfuld dag. Min første gråvejrsdag i… tjahh kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst havde en… måske var der en dag mens Ole og jeg var i USA.

Tilbage til Vietnam, for Nytårsaften blev fejret uden noget fyrværkeri i Vietnam. Pga. deres krig mod USA er alt fyrværkeri forbudt, da de ikke ønsker at sende de generationer der er 40+ ind i protraumatisk stress. Så da klokken slog 12 befandt vi os på den centrale plads i byen sammen med flere 1000 scootere. Så snart klokken slog 12 gassede de alle sammen op, da militæret havde fået lov til at fyre et par enkelte raketter af på en militærbase udenfor byen, og pludselig var der over 30.000 scootere der alle prøvede at køre den samme vej for at komme nærmere til fyrværkeriet. De unge var helt vilde, da de fleste nok kun har set raketter fra film… Vi var ikke synderlige imponeret… jeg tror der bliver skudt mere af i Bjergby nytårsaften.

Efter nytårsaften tog vi tilbage til Mui Ne i et par dage, og fik sagt farvel til alle kumpanerne der. Det var en rigtig hyggelig gruppe vi kom i lag med der. Derefter gik turen tilbage til Ho Chi Minh City, hvor vi var på sightseeing i byen, og tog på en enkelt organiseret tur til Chuchi-tunnelerne, som er et af de mange tunnelkomplekser, hvor Vietcong levede og kæmpede fra under ”Amerikakigen”, som de kalder den. I vores tour var vi også forbi og se et spøjst tempel.

I Thailand spildte vi ikke tiden. Så snart vi landede var vi videre med taxa, og derefter på et nattog til Chiang Mai, hvor vi tilbragte små 3 uger oppe i det nordlige Thailand. Jeg fik set både David og Sir Henry, som havde noget hjerteflimmer mens jeg var der, og blev indlagt på hospitalet men en uges tid senere var vi på bytur igen. Bryony og jeg lå og kørte rundt den første uge på Oles gamle scooter, og den sidste uge, lånte jeg Sir Henrys scooter. Vi nåede både til Pai og Mae Hong Song, og havde nogle rigtig hyggelige dage oppe i nord Thailand inden turen gik til Bangkok for en enkelt overnatning og derefter tilbragte vi en 3 dages tid i Krabi, hvor vi fik snorklet lidt, var på en bette gåtur i en Mangroove-skov, hvor vi så aber og ”mudsnappers” og nogle underlige krabber. Turismen er blevet lidt mere pengegrisk end sidst jeg var der, og jeg så mange turister, som endte med at betale alt for meget for især transport og organiserede tours. Selve thai-baht’en er også meget stærkere end sidst i forhold til den danske krone er den 15-20 % stærkere, så jeg var glad for, at jeg havde en del baht fra sidste gang (Det samme er tilfældet for den CNY så det er rart at have en sjat med her til Kina). Der er en kineser her på hostellet (jeg tror det er ejeren), som er vildt dårligt til at spille Wii… Det er vildt pinligt at se på. Nu er der et par tyskere der har taget over, men de gør det ikke specielt bedre.

Det bedste ved Krabi var en billig organiseret tur vi hoppede på til 4 øer. Det var en hyggelig heldagstur med frokost og snorkling inklusiv og den løb ikke op i mere end 70 kr. pr. snude. Efter Krabi nåede vi efter lidt forhandling frem til Koh Adang, som er en herlig ø i en nationalpark i det sydlige Thailand. På vores første aften der, så vi flyveegern komme flyvene helt ned til vores bungalow, men desværre blev vi nødt til at flytte i telt den næste dag, da de ikke havde plads til os i bungalowen. Men vi blev stadigvæk på øen i en uges tid mere. Fra Koh Adang kunne vi se til Koh Lipe, som er en velkendt ferieø for backpackere og charterturister. Alt er også indrettet derefter, med overpriser og ferietamtam, men hvis det er det folk vil ha’, så fred være med dem. Jeg håber bare, at der bliver ved med at være et par øer i Thailand som Koh Adang. Hvor dyrelivet er i højsædet, og hvor turisme har lav prioritet. Selvom der kun er en restaurant på øen, og den har lukket om eftermiddagen, er prisen for mad det halve af, hvad den er på naboøen. Det samme gælder prisen for overnatningen. Det bedste ved øen er nu at der blot 100 m. fra vores telt er et fantastisk rev, hvor jeg hver dag så nye utrolige ting i vandet. Den ene dag så jeg en lilla/violet søstjerne med sorte pigge på dens 20 arme, næste dag så jeg en flot stor ”Lionfish”, der var også små moræner, som jeg så svømme rundt, og andre fantastiske ting. På selve øen var der masser af krabber, og aber som rent faktisk levede af de krabber som de kunne fange. Der var også mange øgler og andre firben samt en masse ”Hermitcrabs” og et utal af gekkoer. Vi var begge rigtig glade for vores tid der.

Og uden for mange dikkedarer er vi nu nået frem til dagens dato, hvor Wii kører på fulde drøn og jeg ved egentlig ikke om det er den mekaniske lyd fra konsollen eller det er kulden, som er mest pinefuld, men skriveriet må til at stoppe, og jeg vil i seng. Der er også gået en time siden jeg satte mig ned ved tasterne. For Bryonys vedkomne håber jeg at det vil sne i morgen. Hun har aldrig set det sne før, så den oplevelse vil jeg da gerne unde hende. For mit eget vedkommende håber jeg at det holder tørt. Godnat og sov godt.

Bangkok lufthavn d. 3. marts 13:05

Min computer valgte li’ at lukke sig selv ned med ”blue screen”… Håber ikke det sker igen, for jeg gider ikke at blive ved med at starte forfra på mit indlæg. Bryony fik sne at se… hehe… men det varede ikke længe før at hun fik andre tanker om kulden. Grunden til at vi var taget til Wulingiuan, var at se de bjergtinder, som har lagt inspiration til landskaberne i filmen Avatar, men vi nåede aldrig derop. Vejret var for koldt og gråt, og der hang en konstant tåge, hvilket betød at vi ikke havde lyst på at spilde penge på at betale for indgangen til nationalparken.

Da vi var klar til at tage videre løb vi ind i problemer med at få en togbillet op til Shanghai… Det resulterede i, at vi tog toget til Changsha, hvor vi var i 2 dage og derefter købte billet til en bus. Om søndagen ankom vi til Shanghai og har ellers boet hos Jan (min bror) indtil i går. Det har været rigtig hyggeligt at bruge lidt tid sammen med brormand igen, og vi røg da også i byen et par gange små fulde på øl, med sloganet ”Yes we can”; øl der vel og mærket støttede amerikanerne for deres indsats i 2. verdenskrig (Kina bliver ved med at overraske mig). Der blev spillet masser af pool, vundet spillebilletter fra en spillehal, bowlet og spillet computer. Desuden var det også helt rart at bo et sted med et rigtigt køkken, så der var flere aftener, hvor det var det danskmad der stod på menuen. Jeg lavede blandt andet frikadeller, bøf med løg og flæskesteg. Slet slet ikke dumt.

I går tog vi så afsked med Jan, og forlod Shanghai på vej til Indien. Vi har haft en enkelt mellemlanding i Guangzhou, hvor vi fandt ud af, at det næste fly vi havde billet til ikke eksisterede… heldigvis havde flyselskabet bare aflyst flyet, så vi kom på et andet fly en time senere, og landede her i Bangkok ved 2 tiden om morgnen… Så natten blev tilbragt her i lufthavnen på et par metal stole med en hoved pude og en sovepose fik jeg 3-4 timers søvn. Bryony fik ikke nær så meget. Hun frøs en del. Vi har stadig 7 timer inden vi er i luften mod Indien… Vi er godt trætte, men i det mindste er det ikke en så slem lufthavn at være i. Vi vil nok til at se en film nu her.

Jaipur d. 15. marts 22:15

Indien har været en ret speciel oplevelse allerede… I de sidste 12 dages tid har vi været i New Delhi, for at opleve hovedstaden og se et par af byens varemærker samt et museum eller to. Vi blev også indviet i et par af deres velkendte scams, men uden at de fik lokket penge ud af os. Efter Delhi gik turen til Agra, hvor vi blandt mange ting så Taj Mahal fra stort set alle vinkler, der er mulige. Turen gik så til Jaipur, hvor vi nu har været i 5 dage eller så’en. Ikke for at man behøver 5 dage i Jaipur, man kan sagtens nøjes med 2 hele dage til at se, og opleve byen, men vi har været lidt dovne og småsyge… Jeg fik en halv seriøs omgang af den famøse ”Delhi Belly” som varede i omkring 5 dages tid. Jeg har nok smidt et par kilo bare på den konto, og siden hovedparten af føden her er vegetarisk, så tror jeg også at det er ved at tage sit indtog af fedtdepoterne; for ikke at nævne hinduernes alkoholvaner, som er ikke eksisterende, hvilket betyder, at jeg ikke har drukket en øl eller spist kød i over en uge.

Men bortset for alle de fantastiske paladser, fascinerende arkitekturer på deres templer og mausoleumer og imponerende majestætiske forte, så har Indien jo også en komplet kulturel anden side. Jeg tror aldrig, at jeg er blevet bedt om at blive fotograferet så mange gange. De elsker at tage billeder af os. Nysgerrighed til det ekstreme er også et velkendt fænomen. Hver evig eneste dag bliver der haglet spørgsmål af i en lind strøm, fra de helt almindelige: hvor er I på vej hen? hvor er du fra? hvad synes du om Indien? Hvor længe har du været der? Til de lidt mere… hmm lad os kalde dem indiske spørgsmål: ”hvorfor kan du ik’ li’ min hudfarve? hvorfor er I ikke gift? hvorfor stoler du ikke på mig? hvorfor er katte ikke dit yndlings dyr? (Det skal li’ siges, at det kun er mænd der starter en samtale med os)

Bryony har et lidt ambivalent forhold til det hele, for alle mænd snakker altid til mig først, og de fleste gange er det bare folk, som blot vil slå en hurtig handel af med os, enten ved, at vi skal ta’ en tur i deres Rickshaw/Tuk-tuk, eller hvordan det kan være, at vi ikke li’ har 2 min. til at kigge i deres butik, eller det kan også være tiggere. På en almindelig dag kan jeg have alt fra 20-100 af disse små episoder. De fleste gange tager det mellem 5-10 sek. og kan hurtig overstås med et No thank you eller ti, samt en let rystende bevægelse med den ene hånd, ligesom de gør i Vietnam, som betyder ”jeg kan ikke hjælpe dig/jeg har ikke brug for, hvad du tilbyder”. Så hun nyder det meget, da det altid er mig, der skal få viftet hvepsene væk fra honningkrukken. Der bliver kigget meget på hende, pga. hendes lyse hår, og mændene kommenterer mit skæg meget, da det er rødt, hvilket er højest mode her i Indien. De elsker at farve deres hår og skæg rødt med Henna.

Ellers lugter Indien generelt bare dårligt. Det er ikke ualmindeligt at det første man lugter når man træder ud af sit hotel eller står af bussen en god gedin dunst af urin og lort. En enkelt dag var der en bette pige, der morede sig ved at have samlet noget lort op, og smørrede det ud i Bryonys håndflade. Det er også ekstrem beskidt, forurenet i byerne både af bilos og skrald, så det kræver lidt at rejse rundt her hehe… for ikke at nævne den umenneskelig hede de har her midt på dagen fra 12:30 til 14:30… også er vi kun i marts… Bryony er træt og har lagt sig til at sove. Vi har gået en del rundt de sidste par dage, og i morgen går turen tidligt til Bundi. Såhh jeg vil også gøre mig klar til at gå i seng. Det skal li’ siges, at vi har også mødt nogle fantastiske personligheder mens vi har været her i Indien. Nogle rigtig hyggelige ældre mænd for det meste, som har fantastiske humoristisk sans. Her i Jaipur er det en gut, der har en god indisk restaurant, som har beriget til vores indtryk af byen, samt Ravi, hvis arbejde er at rengøre de offentlige toiletter… og det skal li’ siges at de offentlige toiletter i Indien er et helt kapitel for sig selv. Der har også været en hyggelig buskonduktør, som viste os byens park, hvor unge og liderlige indere kommer for at få stillet deres lyster. Disse parker har de i udkanten af alle indiske byer. Så jahh Indien har meget nyt at tilbyde til rejseoplevelser, og sidst men ikke mindst… Det er billigt her.

  • Comments(0)//rejse2008.permouritsen.dk/#post91

Mexico

dagbogPosted by Per Mouritsen Mon, November 01, 2010 21:10:37

d. 1. nov. 13:30

Tiden flyver af sted, og om små 24 timer er jeg godt i gang med at være på farten igen. Foran mig venter en minibus, en færge, en bus og 3 fly, før jeg er i Vietnam, hvor Bryony møder mig i lufthavnen. Jeg glæder mig helt vildt til at se hende igen.

Min tid i Mexico har været en ferie i ferien. I de sidste 2 uger har jeg i princippet kun været 4 steder. Først Cancun, som er et overhypet feriested med masser af hoteller, og lokale der på bedste maner prøver at lokke lidt penge ud af dig. Vi kom i kontakt med en af de lokale, som ikke var så slem igen. En lille buttet mexicansk bøsse, som hvis var lidt lun på Ole. Han var i hvert fald meget opsat på at få os på Stripklub, bordeller, diskoteker og onani-internet caféer, men det var ik’ li’ det vi var kommet til Mexico for.

Det kan meget bedre betale sig at tage færgen til Isla Mujeres, så hurtigt som muligt når man lander i Cancun. Mit lille feriested har været på denne ø, hvor jeg har rejst mit telt og sovet i det et par nætter, for vejret har været så godt, at jeg har sovet i hængekøje nede ved havet hvor bølgerne og vinden har vugget mig i søvn. Det er lang tid siden jeg har hvilet så meget i mig selv. Jeg betaler 35 kr. om dagen for at ha’ mit telt og det er inklusiv morgenmad. Oven i det er der gratis yoga om morgnen, som jeg er blevet helt vild med. Mine knæ føles fantastisk, og jeg får brugt mit spanske sprog igen. Frugt og grøntsager er vildt gode og billige. Jeg kunne sagtens slå mig ned og bo på denne ø i flere måneder. Og budgettet behøver ikke engang at nå over 150 kr. om dagen. Den største farer her, er at få en kokosnød i hovedet… Solen bager selvfølgelig godt og grundigt, men der skal jo også være plads til en siesta midt på dagen, hvor jeg som regel slumrer hen i en af de ophængte hængekøjer, som er spændt op mellem palmerne. Sidst på eftermiddagen kommer der gang i beachvolley, og ellers er der gode snorkel og dykker muligheder på øen. Jeg klager ikke! Og tequilaen er ren eliksir herovre.

Udover at være på mit lille feriested (Poc na hostel) var Ole, Edi, Sebastian og Jeg nede ved stranden i Tulum. Edi og Sebastian mødte vi i Cancun og havde dannet rejsegruppe med dem. Jeg er jo på vej et andet sted hen, men Ole rejser stadig rundt med Edi og Sebastian. Her lejede vi 4 en bungalow nede ved stranden, vi var der i 2 nætter, og pendlede med taxaer mellem byen og stranden, da det var langt billigere at tage en taxa ind til byen, købe ind også tage en taxa tilbage igen, end at betale overpriser for maden ved restauranterne nær stranden. Vi fik også set de gamle maya ruiner ved Tulum. Dagen efter tog 3 af os til Chichen Itsa, som var en rigtig fed oplevelse, selvom stedet ikke er billigt, og det er lige før man bruger mere tid på at vinke sælgere væk, end at se på ruinerne.

Der er egentlig ikke så meget mere og sige… Der har været nogle vilde fest-nætter, hvor jeg en af morgenerne vågnede op liggende lige udenfor mit telt… Jeg havde ikke nået hele vejen indenfor. Selve stedet er et sted, som man bliver ved længere end man har planlagt. Nåhh vil til at ha’ en øl mere og få læst lidt i min bog. Solen skinner – Livet er smukt og skønt – Jeg har det herligt.

  • Comments(0)//rejse2008.permouritsen.dk/#post90

Og det var USA

dagbogPosted by Per Mouritsen Mon, October 18, 2010 13:17:01

d. 17 okt. 19:05

USA’s første møde med mig er ved at nærme sig sin ende. Lige nu sidder Ole og jeg i JFK lufthavn, og har 14 timers ventetid før flyet flyver mod Mexico. Der er ikke noget internet, så selve denne tekst kommer først ud når vi er på mexicansk jord. Så der er masser af tid til at få skrevet om, hvad vi har lavet her på det sidste.

Den dag, hvor vi var i Richmond, var vi også inde og se en af de mange slagmarker fra den amerikanske borgerkrig. D. 6. okt. Kørte vi til Washington, som vi brugte 2 hele dage i. Ved mindesmærket for de faldne soldater under 2. verdenskrig var der stor samling af veteranerne. De fleste blev kørt rundt i kørestol af andre soldater, og mange havde også iltapparater med. På første dag så vi alle de gense turistting, så som ”The White House”, ”Capitol Hill”, ”Washington Memorial” og ”Lincoln Memorial”. Desuden var vi også på museum over amerikansk historie, hvor blandt andet alle ”First ladies” fra Eisenhower og frem havde doneret en kjole til museet, og hvor det 1. amerikanske flag også var opbevaret. Vi var også i selve den indre park, der ligger mellem alle bygningerne, i længere tid. Her var der mange kondiløbere ude, og der blev spillet ultimate og fodbold. Alt var gratis… selv parkeringspladsen, så det var noget vi ku’ li :P

De næste fire nætter tilbragte vi ved Ole’s svigerindes søster. Det var smadder hyggeligt. En af dagene var vi igen inde i Washington, hvor vi tjekkede et museum mere ud. En af dagene slappede vi bare af og var i biffen, samt tjekkede et byen Colombias storcenter ud. Og sidste dag inden vi tog afsked var vi i Baltimore og se det fort, som inspirerede til USA’s nationalsang ”The star sprangled banner”, da de slog englænderne tilbage. Hele oplevelsen ude ved fortet var en kæmpe patriotisk propaganda maskine – hehe – det var li’ hvad jeg havde håbet på at opleve.

Dagen efter tog vi afsked med Hao, Madeline og den lille, og kørte ud og så et gods fra kolonitiden. Da det blev bygget, var det et af de største privatejede gods i USA. Det var gratis, og der var endda guidede ture rundt i huset. Det var meget spændende, men kommer ikke på højde med det slot vi var nede og se i Rumænien. Samme dag var vi også ude at se Gettysburg, som er selve slaget, der afgjorde den amerikanske borgerkrig. Det er fuldkommen sindsygt så mange monumenter der er rejst der, og amerikanske turister var der heller ikke så få af. Vi var på en lang køretur rundt på småveje, hvor kanoner var stillet an, og hvor de havde bygget nogle af de gamle forsvarsværker op.

De sidste 2 nætter har vi brugt i Boston. Det er ikke for at vi har lavet så voldsomt meget der… Vi har fået drukket et par øl, og boet på et alt alt for dyrt hostel, hvor alle værelser på et eller andet tidspunkt havde besøg af mus. Det mest sørgmodige var, at vi skulle sige farvel til vores kære Chevy. Hun fulgte os på vores tur på 12.500 miles og selvom det højre bagdæk tabte lidt luft en gang i mellem, så savner vi hende allerede, men eventyret fortsætter.

Inden vi nåede Boston var vi i et par nationalparker for at være lidt i naturen igen. Det var helt rart at opleve den gode side af efteråret. Skovene var fyldte med tusindvis af rødbrune nuancer, og selvom det blev koldt om aftenen var det bestemt det hele værd. Dagen inden vi kørte til Boston tog vi den også med ro, og fik gjort bilen ren, samt smidt en masse ting ud, som vi ikke rigtig ville rejse rundt med mere. En del af tingene gemte vi og har nu sendt til Californien, så Martin (Oles bror) kan vente sig en pakke inden alt for længe.

Det er vist nu en gang det… sådan i lange træk… nåhh jahh… haha på et hostel møder man jo altid alle mulige mærkelige karakterer, men de fleste der, var godt nok overrasket og imponeret over vores (og især mine) rejseoplevelser. Ikke mange af dem kunne helt begribe, at det rent faktisk er muligt at rejse rundt så længe, som jeg/vi har gjort, også stadig have penge og ikke mindst lyst til at fortsætte. Vi løb ind i et par danske drengerøve, som havde rejst rundt i USA i en lille måned, mest for at komme ind og se amerikansk fodbold, som de brugte et par hundrede dollars på hver søndag i den storby, som de nu var kommet til. Og jeg faldt også i snak med en mærkelig schweizer, som havde været i Ribe, hvor han oplevede sin værste nat nogensinde. Det bliver noget helt andet nu, hvor den står på backpacking i stedet for roadtrip. Nu må vi se, hvad der sker. Jeg glæder mig til at komme til at snakke lidt spansk igen. Foran venter der 2 uger i Mexico inden jeg flyver til Vietnam over USA. Brormand Jan flytter til Shanghai i Januar og skal bo og arbejde der i 8 måneder, så mon ikke min rejse slår et smut forbi Shanghai på et tidspunkt. Indien og Nepal lurer også lige rundt om hjørnet… Et kapitel er slut og et nyt kan begynde. De næste 2 uger bliver det bare en ferie i ferien. Strand, tequila og tacos. Jeg så også et sidste bemærkelsesværdige slogan til en butik i dag ”Gunshop! No backgroundcheck needed, Criminals and terorists are welcome.”

d. 6. okt. 10:10

Vandet er over til pølserne, og morgenkaffen er klar. Ole er i bad, og i dag tager vi til Virginia. Jeg har li’ lidt tid til at skrive, hvor jeg rent faktisk er så’en nogenlunde frisk… haha… I går stod den på Richmond, som virker til at være en stille, rolig og hyggelig millionby. Udover at se en masse monumenter i byen, var vi også inde og se et mindesmærke for de faldende soldater fra Virginia fra 2. verdenskrig og frem til i dag. En ældre flink herre var ivrig efter at vise os rundt, så det gjorde hele oplevelsen det bedre. Vi var også inde og se ”back stage”. På et tidspunkt fortalte han os, at han selv var veteran fra Vietnam, og han havde ikke mere end lige sagt det, før han blev nødt til at holde en pause, og lige komme til fatning igen. Selvom det er over 40 år siden han havde været der, har det tydeligt sat nogle ar, som ikke li’ så’en er til at hele. Hov må hellere få noget morgenmad og få pakket lejren sammen.

  • Comments(1)//rejse2008.permouritsen.dk/#post89

Virginia

dagbogPosted by Per Mouritsen Tue, October 05, 2010 03:31:43

d. 4. okt. 21:30

Tjahh… det er blevet efterår i USA… vi har haft gråt og blæsende vejr og regn. Det er ikke for at det føles som om der er sket så forfærdeligt meget, men lidt er der da sket. Li’ nu sidder jeg ved siden af en arcademaskine i ”gamer rummet” på KOA-campingpladsen, hvor vi tilbringer natten. Vi er i Virginia. Ankom til staten i går, hvor vi overnattede ved et indisk motel i en lille by nær statsgrænsen til Tennessee.

Vi blev ikke længe i Florida… Der var ikke så megen ide at blive i staten når det er dårligt vejr, så vi har kørt nord på. Vores første overnatning blev ved et indisk styret motel i Georgia. På selve dagen havde vi været i Savannah og set på den gamle kolonibys arkitektur. Der var nogle ordentlige huse. Dagen efter var vi i Atlanta, hvor vi så CNN-tårnet og et historisk kulturhus dedikeret til Martin Luther King Jr.

Vi havde opdaget, at der skulle være koncert i byen med Megadeth, Slayer og Anthrax – så vi endte med at bruge en dag mere i byen for at gå til koncerten. Det var sgu’ en udmærket beslutning ;)

Næste dag kørte vi til Smokemountains, hvor vi var på en bette 10 kilometers vandretur i kuperet terræn og med alvorlige tømmermænd… ikke den bedste ide. Om natten blev det koldt og tåget, og tågen holdt ved resten af næste dag… Vi tog dog op på toppen af det største bjerg, men udsigten var elendig pga. vejret. I klart vejr skulle man ellers kunne se flere hundrede kilometer, men vi kunne ikke engang se længere end 30 m.

Sidste gang glemte jeg helt at fortælle, at Ole blev holdt tilbage i Walmart, da de havde mistænkt ham for at være terrorist, men de 6 fyre i forhørslokalet inklusiv 2 betjente kunne ikke knække ham, så han er stadig med på turen. Nåhh jeg er sgu’ egentlig rimelig træt… det bliver man i det her kolde og grå vejr… I dag har vi ikke lavet andet end at køre rundt i staten Virginia. Vi har kørt af en margeritrute – det var egentlig meget rart bare at trille derudaf mens man så staten væk fra motorvejen.

  • Comments(0)//rejse2008.permouritsen.dk/#post88
Next »