MOD ØST

MOD ØST

Fra Vietnam til Indien

dagbogPosted by Per Mouritsen Fri, March 18, 2011 11:19:59

Bangkok lufthavn d. 4. februar ’11 – 17:00

Godt og vel 3 måneder siden jeg har givet lyd fra mig sidst… Tjahh så’en ka’ det jo gå… lige nu venter damen og jeg på vores fly, som skal bringe os til Guangzhou i Kina. Vi har nydt de sidste 3 måneder sammen. Siden jeg landede i Ho Chi Minh City (tidligere Saigon) er der sket en del, men det har for det meste været på det personlige plan, og jahh man kan selvfølgelig nok stille spørgsmålstegn ved hvorfor jeg ikke har bare givet en lille update. Det burde der da ha’ været tid til, og ja det har der da også, men det korte og enkle svar er, at jeg havde valgt at prioritere min tid anderledes.

Jeg må nok hellere lige lave en liste over de ting der er sket… mest for min egen skyld så jeg kan hitte hoved og hale i hvad det egentlig er, som jeg har lavet de sidste 3 måneders tid.

1) Mui Ne (Vietnam) fra 4. nov – 3. jan.

2) Ho Chi Minh City (Nytår + 3. – 6. Jan.)

3) Tilbage I Thailand (6. Jan. – 4. Feb.)

I Mui Ne faldt Bryony og jeg rigtig godt til. Gensynsglæden var stor, og jeg er rigtig glad for stadig at kunne kalde hende min kæreste. Vi fik en god omgangskreds med en del expads (vesterlændinge, der har startet deres eget op i asien), og jeg startede med at arbejde som DJ på især et diskotek kaldet ”DJ – station”. Jeg underholdte de besøgende 2 gange i ugen i en måned. Det var ikke noget jeg blev rig af, men det gav Bryony og jeg et par gratis byture om ugen + nok til at betale huslejen for den sidste måned vi boede i Mui Ne.

Selve Mui Ne er en mærkelig blanding af russiske ressorter og kitesurferer… Nåhh det lader til at vi ikke har noget sted, at overnatte, når vi kommer til Kina, så der skal til at findes ud af noget. Kommer nok ikke til at skrive mere før engang i morgen en gang. Der er 1 times tid til vores fly letter, og vi må hellere give det et forsøg. Altid spændende at være på farten.

Wulingiuan d. 9. februar 21:30

Jahh der gik jo lidt mere end en dags tid inden jeg fik tid til at skrive lidt igen, men må hellere se om jeg kan komme lidt ind i en rytme med skriveriet igen. Vi har det koldt nu… jeg sidder i lobbyen på vores hostel, hvor minusgraderne har taget sit indtog. Skiundertøjet er i brug, men det er nu ikke så slemt for mig. For Bryony derimod er det en helt ny oplevelse at fryse… haha… hun brugte en del tid i morges til at more sig selv over at hun kunne se hendes egen ånde, men morskaben fik hurtig en ende, og li’ nu bruger hun det meste af tiden under dynen med x-antal lag af tøj på. I aften bliver det ned til minus 5, hvilket jo ikke er noget i forhold til DK, men når man ikke har varme på værelset, såhh går det nok hen og bliver pænt koldt. Der er dog 2 danskere der har tjekket ind på vores 4-mands dorm, så de skal nok hjælpe med at holde temperaturen i værelset en smule oppe. Ellers har vi ikke været så mange steder her i Kina… blot Guangzhou, som vi landede i. Jeg havde skrevet et par tlf. numre ned, på et par hostels i byen, og vi var så heldige, at nå den sidste metro ind til centrum, så vi slap med at betale taxachaufføren 45 kr. for at køre hos hen til et hotel på Shamian Island.

Igen en gang må jeg tage hatten af for, hvor nemt og hurtigt det er at komme ind i Kina, når man ankommer til en god lufthavn. Det kunne amerikanerne og resten af verden godt lære noget af. Det tog os mindre end 15 min. at forlade flyet, få vores bagage, blive tjekket i immigration og sidst et hurtigt møde med custom og bang så var vi i Kina. Lige i tid til at nå den sidste metro ind til centrum.

Og efter et par hyggelige solskinsdage i Guangzhou er turen nu kommet til Zangjiejia nationalpark. Vi ankom i går, men havde været på en noget lang togtur, og havde gjort en del i at stå i kø for at finde ud af hvilke muligheder vi har for at komme til Shanghai… og alle slog egentlig fejl… så da klokken var 16:30 faldt vi i søvn, og vågnede først i dag 08:00… til en kold, grå og regnfuld dag. Min første gråvejrsdag i… tjahh kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst havde en… måske var der en dag mens Ole og jeg var i USA.

Tilbage til Vietnam, for Nytårsaften blev fejret uden noget fyrværkeri i Vietnam. Pga. deres krig mod USA er alt fyrværkeri forbudt, da de ikke ønsker at sende de generationer der er 40+ ind i protraumatisk stress. Så da klokken slog 12 befandt vi os på den centrale plads i byen sammen med flere 1000 scootere. Så snart klokken slog 12 gassede de alle sammen op, da militæret havde fået lov til at fyre et par enkelte raketter af på en militærbase udenfor byen, og pludselig var der over 30.000 scootere der alle prøvede at køre den samme vej for at komme nærmere til fyrværkeriet. De unge var helt vilde, da de fleste nok kun har set raketter fra film… Vi var ikke synderlige imponeret… jeg tror der bliver skudt mere af i Bjergby nytårsaften.

Efter nytårsaften tog vi tilbage til Mui Ne i et par dage, og fik sagt farvel til alle kumpanerne der. Det var en rigtig hyggelig gruppe vi kom i lag med der. Derefter gik turen tilbage til Ho Chi Minh City, hvor vi var på sightseeing i byen, og tog på en enkelt organiseret tur til Chuchi-tunnelerne, som er et af de mange tunnelkomplekser, hvor Vietcong levede og kæmpede fra under ”Amerikakigen”, som de kalder den. I vores tour var vi også forbi og se et spøjst tempel.

I Thailand spildte vi ikke tiden. Så snart vi landede var vi videre med taxa, og derefter på et nattog til Chiang Mai, hvor vi tilbragte små 3 uger oppe i det nordlige Thailand. Jeg fik set både David og Sir Henry, som havde noget hjerteflimmer mens jeg var der, og blev indlagt på hospitalet men en uges tid senere var vi på bytur igen. Bryony og jeg lå og kørte rundt den første uge på Oles gamle scooter, og den sidste uge, lånte jeg Sir Henrys scooter. Vi nåede både til Pai og Mae Hong Song, og havde nogle rigtig hyggelige dage oppe i nord Thailand inden turen gik til Bangkok for en enkelt overnatning og derefter tilbragte vi en 3 dages tid i Krabi, hvor vi fik snorklet lidt, var på en bette gåtur i en Mangroove-skov, hvor vi så aber og ”mudsnappers” og nogle underlige krabber. Turismen er blevet lidt mere pengegrisk end sidst jeg var der, og jeg så mange turister, som endte med at betale alt for meget for især transport og organiserede tours. Selve thai-baht’en er også meget stærkere end sidst i forhold til den danske krone er den 15-20 % stærkere, så jeg var glad for, at jeg havde en del baht fra sidste gang (Det samme er tilfældet for den CNY så det er rart at have en sjat med her til Kina). Der er en kineser her på hostellet (jeg tror det er ejeren), som er vildt dårligt til at spille Wii… Det er vildt pinligt at se på. Nu er der et par tyskere der har taget over, men de gør det ikke specielt bedre.

Det bedste ved Krabi var en billig organiseret tur vi hoppede på til 4 øer. Det var en hyggelig heldagstur med frokost og snorkling inklusiv og den løb ikke op i mere end 70 kr. pr. snude. Efter Krabi nåede vi efter lidt forhandling frem til Koh Adang, som er en herlig ø i en nationalpark i det sydlige Thailand. På vores første aften der, så vi flyveegern komme flyvene helt ned til vores bungalow, men desværre blev vi nødt til at flytte i telt den næste dag, da de ikke havde plads til os i bungalowen. Men vi blev stadigvæk på øen i en uges tid mere. Fra Koh Adang kunne vi se til Koh Lipe, som er en velkendt ferieø for backpackere og charterturister. Alt er også indrettet derefter, med overpriser og ferietamtam, men hvis det er det folk vil ha’, så fred være med dem. Jeg håber bare, at der bliver ved med at være et par øer i Thailand som Koh Adang. Hvor dyrelivet er i højsædet, og hvor turisme har lav prioritet. Selvom der kun er en restaurant på øen, og den har lukket om eftermiddagen, er prisen for mad det halve af, hvad den er på naboøen. Det samme gælder prisen for overnatningen. Det bedste ved øen er nu at der blot 100 m. fra vores telt er et fantastisk rev, hvor jeg hver dag så nye utrolige ting i vandet. Den ene dag så jeg en lilla/violet søstjerne med sorte pigge på dens 20 arme, næste dag så jeg en flot stor ”Lionfish”, der var også små moræner, som jeg så svømme rundt, og andre fantastiske ting. På selve øen var der masser af krabber, og aber som rent faktisk levede af de krabber som de kunne fange. Der var også mange øgler og andre firben samt en masse ”Hermitcrabs” og et utal af gekkoer. Vi var begge rigtig glade for vores tid der.

Og uden for mange dikkedarer er vi nu nået frem til dagens dato, hvor Wii kører på fulde drøn og jeg ved egentlig ikke om det er den mekaniske lyd fra konsollen eller det er kulden, som er mest pinefuld, men skriveriet må til at stoppe, og jeg vil i seng. Der er også gået en time siden jeg satte mig ned ved tasterne. For Bryonys vedkomne håber jeg at det vil sne i morgen. Hun har aldrig set det sne før, så den oplevelse vil jeg da gerne unde hende. For mit eget vedkommende håber jeg at det holder tørt. Godnat og sov godt.

Bangkok lufthavn d. 3. marts 13:05

Min computer valgte li’ at lukke sig selv ned med ”blue screen”… Håber ikke det sker igen, for jeg gider ikke at blive ved med at starte forfra på mit indlæg. Bryony fik sne at se… hehe… men det varede ikke længe før at hun fik andre tanker om kulden. Grunden til at vi var taget til Wulingiuan, var at se de bjergtinder, som har lagt inspiration til landskaberne i filmen Avatar, men vi nåede aldrig derop. Vejret var for koldt og gråt, og der hang en konstant tåge, hvilket betød at vi ikke havde lyst på at spilde penge på at betale for indgangen til nationalparken.

Da vi var klar til at tage videre løb vi ind i problemer med at få en togbillet op til Shanghai… Det resulterede i, at vi tog toget til Changsha, hvor vi var i 2 dage og derefter købte billet til en bus. Om søndagen ankom vi til Shanghai og har ellers boet hos Jan (min bror) indtil i går. Det har været rigtig hyggeligt at bruge lidt tid sammen med brormand igen, og vi røg da også i byen et par gange små fulde på øl, med sloganet ”Yes we can”; øl der vel og mærket støttede amerikanerne for deres indsats i 2. verdenskrig (Kina bliver ved med at overraske mig). Der blev spillet masser af pool, vundet spillebilletter fra en spillehal, bowlet og spillet computer. Desuden var det også helt rart at bo et sted med et rigtigt køkken, så der var flere aftener, hvor det var det danskmad der stod på menuen. Jeg lavede blandt andet frikadeller, bøf med løg og flæskesteg. Slet slet ikke dumt.

I går tog vi så afsked med Jan, og forlod Shanghai på vej til Indien. Vi har haft en enkelt mellemlanding i Guangzhou, hvor vi fandt ud af, at det næste fly vi havde billet til ikke eksisterede… heldigvis havde flyselskabet bare aflyst flyet, så vi kom på et andet fly en time senere, og landede her i Bangkok ved 2 tiden om morgnen… Så natten blev tilbragt her i lufthavnen på et par metal stole med en hoved pude og en sovepose fik jeg 3-4 timers søvn. Bryony fik ikke nær så meget. Hun frøs en del. Vi har stadig 7 timer inden vi er i luften mod Indien… Vi er godt trætte, men i det mindste er det ikke en så slem lufthavn at være i. Vi vil nok til at se en film nu her.

Jaipur d. 15. marts 22:15

Indien har været en ret speciel oplevelse allerede… I de sidste 12 dages tid har vi været i New Delhi, for at opleve hovedstaden og se et par af byens varemærker samt et museum eller to. Vi blev også indviet i et par af deres velkendte scams, men uden at de fik lokket penge ud af os. Efter Delhi gik turen til Agra, hvor vi blandt mange ting så Taj Mahal fra stort set alle vinkler, der er mulige. Turen gik så til Jaipur, hvor vi nu har været i 5 dage eller så’en. Ikke for at man behøver 5 dage i Jaipur, man kan sagtens nøjes med 2 hele dage til at se, og opleve byen, men vi har været lidt dovne og småsyge… Jeg fik en halv seriøs omgang af den famøse ”Delhi Belly” som varede i omkring 5 dages tid. Jeg har nok smidt et par kilo bare på den konto, og siden hovedparten af føden her er vegetarisk, så tror jeg også at det er ved at tage sit indtog af fedtdepoterne; for ikke at nævne hinduernes alkoholvaner, som er ikke eksisterende, hvilket betyder, at jeg ikke har drukket en øl eller spist kød i over en uge.

Men bortset for alle de fantastiske paladser, fascinerende arkitekturer på deres templer og mausoleumer og imponerende majestætiske forte, så har Indien jo også en komplet kulturel anden side. Jeg tror aldrig, at jeg er blevet bedt om at blive fotograferet så mange gange. De elsker at tage billeder af os. Nysgerrighed til det ekstreme er også et velkendt fænomen. Hver evig eneste dag bliver der haglet spørgsmål af i en lind strøm, fra de helt almindelige: hvor er I på vej hen? hvor er du fra? hvad synes du om Indien? Hvor længe har du været der? Til de lidt mere… hmm lad os kalde dem indiske spørgsmål: ”hvorfor kan du ik’ li’ min hudfarve? hvorfor er I ikke gift? hvorfor stoler du ikke på mig? hvorfor er katte ikke dit yndlings dyr? (Det skal li’ siges, at det kun er mænd der starter en samtale med os)

Bryony har et lidt ambivalent forhold til det hele, for alle mænd snakker altid til mig først, og de fleste gange er det bare folk, som blot vil slå en hurtig handel af med os, enten ved, at vi skal ta’ en tur i deres Rickshaw/Tuk-tuk, eller hvordan det kan være, at vi ikke li’ har 2 min. til at kigge i deres butik, eller det kan også være tiggere. På en almindelig dag kan jeg have alt fra 20-100 af disse små episoder. De fleste gange tager det mellem 5-10 sek. og kan hurtig overstås med et No thank you eller ti, samt en let rystende bevægelse med den ene hånd, ligesom de gør i Vietnam, som betyder ”jeg kan ikke hjælpe dig/jeg har ikke brug for, hvad du tilbyder”. Så hun nyder det meget, da det altid er mig, der skal få viftet hvepsene væk fra honningkrukken. Der bliver kigget meget på hende, pga. hendes lyse hår, og mændene kommenterer mit skæg meget, da det er rødt, hvilket er højest mode her i Indien. De elsker at farve deres hår og skæg rødt med Henna.

Ellers lugter Indien generelt bare dårligt. Det er ikke ualmindeligt at det første man lugter når man træder ud af sit hotel eller står af bussen en god gedin dunst af urin og lort. En enkelt dag var der en bette pige, der morede sig ved at have samlet noget lort op, og smørrede det ud i Bryonys håndflade. Det er også ekstrem beskidt, forurenet i byerne både af bilos og skrald, så det kræver lidt at rejse rundt her hehe… for ikke at nævne den umenneskelig hede de har her midt på dagen fra 12:30 til 14:30… også er vi kun i marts… Bryony er træt og har lagt sig til at sove. Vi har gået en del rundt de sidste par dage, og i morgen går turen tidligt til Bundi. Såhh jeg vil også gøre mig klar til at gå i seng. Det skal li’ siges, at vi har også mødt nogle fantastiske personligheder mens vi har været her i Indien. Nogle rigtig hyggelige ældre mænd for det meste, som har fantastiske humoristisk sans. Her i Jaipur er det en gut, der har en god indisk restaurant, som har beriget til vores indtryk af byen, samt Ravi, hvis arbejde er at rengøre de offentlige toiletter… og det skal li’ siges at de offentlige toiletter i Indien er et helt kapitel for sig selv. Der har også været en hyggelig buskonduktør, som viste os byens park, hvor unge og liderlige indere kommer for at få stillet deres lyster. Disse parker har de i udkanten af alle indiske byer. Så jahh Indien har meget nyt at tilbyde til rejseoplevelser, og sidst men ikke mindst… Det er billigt her.

  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.